Fortsæt til indhold

Asiens rigeste mand afleverer sin løn

Den indiske milliardær Mukesh Ambani giver afkald på sin løn efter hans virksomhed har tabt milliarder af kroner siden pandemiens begyndelse.

Mukesh Ambani, der ejer det multinationale konglomeratfirma Reliance Industries, har valgt at give afkald på sin løn indtil coronakrisen viser tegn på at løje af. Foto: Rajanish Kakade/AP.
Erhverv

Den indiske milliardær Mukesh Ambani tager konsekvensen efter et par hårde måneder under coronakrisens pres.

For at lette trykket på sin multinationale konglomeratvirksomhed Reliance Industries har Ambani valgt at frasige sin løn indtil pandemien viser tegn på bedring.

Det skriver CNN.

»Nu vil han (Ambani red.) give afkald på sin løn indtil virksomheden og dets forretninger er tilbage på fuldt blus,« fortæller repræsentanter for Reliance Industries i en pressemeddelelse.

Bloomberg rapporterer yderligere, at alle ansatte med en indkomst på mere end 137.000 kroner om året, vil få skåret 10 pct. af deres løn.

Dette har Reliance Industries afvist at kommentere på.

Konglomeratvirksomheden oplyser dog, at Reliance forventer at udstede aktier til sine eksisterende aktionærer i håbet om at rejse 48 mia. kr.

En manøvre som Reliance Industries ikke har gjort brug af i tre årtier.

Men krisetider kan føre virksomheder ud på nye veje.

Da finansmarkederne i begyndelsen af marts gik i panik, og aktierne tog deres største dyk i årevis, mistede Mukesh Ambani 38 mia. kr.

Det skyldtes dels usikkerheden om coronavirussen, dels at Saudi-Arabien indledte en oliepriskrig og sendte oliepriserne i frit fald.

I en kort overgang gjorde det kineseren Jack Ma til Asiens rigeste mand indtil Ambani tilbageerobrede titlen, da inderen indgik en lukrativ aftale med Mark Zuckerbergs Facebook Inc, der atter sendte Reliance Industries’ aktier i vejret.

Ifølge Forbes er Mukesh Ambani god for næsten 369 mia. kr.

Ambani har tjent størstedelen af sin formue i olie- og gasindustrien.

Artiklens emner
Olie og gas
Mukesh Ambani