Serieiværksætter skifter navn: »Jeg er en dynamisk størrelse«
Toke Kruse har for nylig taget navneforandring, men beholder Toke Kruse som kunstnernavn.
»Det er Werner«.
»Hej, taler jeg ikke med Toke Kruse?«
»Jo, det er mig«.
Sådan lød indledningen på samtalen, da Finans mandag ringede op til serieiværksætteren Toke Kruse.
For som det fremgår af ovenstående, hedder han ikke længere Toke Kruse. Officielt i hvert fald.
Toke Kruse har nemlig under coronakrisen skiftet navn til Werner Helmuth Storm Valeur.
»Jeg har tidligere skiftet navn på mine virksomheder, når jeg følte for det. Jeg er en dynamisk størrelse,« lyder det fra iværksætteren om navneskiftet, som han dog ikke vil gå i for mange detaljer om.
Werner Helmuth Storm Valeur kommer dog ikke til at give helt slip på navnet Toke Kruse, der i 2019 solgte regnskabsvirksomheden Billy for et større tocifret millionbeløb.
»Jeg kommer stadig til at bruge Toke Kruse som kunstnernavn og vil bruge navnet til foredrag og lignende,« siger han.
Coronakrisen har dog ikke kun budt på et navneskifte for Werner Helmuth Storm Valeur. Siden begyndelsen af marts har han været med til at stifte otte nye virksomheder.
Nogle af de nystiftede selskaber skal beskæftige sig med investering i ejendomme, andre med udlejning af køretøjer, og flere selskaber er stiftet for at yde konsulentbistand.
»Med de nye selskaber forenkler jeg strukturen i mine forretninger, og jeg kaster mig over nye former for investeringer,« siger Werner Helmuth Storm Valeur.
Han fremhæver konkret investeringer i strikkevirksomheden Yarnbook og i softwarevirksomheden Relion, der tilbyder et program til vagtplanlægning i især restaurationsbranchen.
»Timingen for at gå ind at investere i software til restaurationsbranchen er måske ikke den bedste, men omvendt forventer jeg, at folk igen skal ud at have mad, hvor styring af timeansatte igen bliver relevant,« siger serieiværksætteren.
Han ser i øvrigt en parallel mellem Relion og Billy, som han stiftede efter finanskrisen og altså solgte i fjor.
»Ud af kriser kommer muligheder,« siger Werner Helmuth Storm Valeur og henviser til, at det for virksomheder efter genåbningen bliver endnu mere kritisk at undgå tidskrævende arbejdsrutiner.
Den nu tidligere Toke Kruse har i mange år været en af de mest citerede iværksættere i Danmark.
Udover Billy er han kendt for at stå bag selskabet Bilagscan, der nu går under navnet Paperflow. Selskabet har Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen og it-mangemillionæren Preben Damgaard i sin ejerkreds.