Verdens tredjestørste krydstogtselskab på fallittens rand
Norwegian Cruise Line kan være på vej til at lukke og slukke for sine krydstogtruter. Selskabet har svært ved at hente den kapital, der skal til for at overvinde coronakrisen.
Det kan snart være slut med luksuriøse krydstogtferier i Caribien og andre eksotiske steder. Verdens tredjestørste krydstogtoperatør, Norwegian Cruise Line, er i store økonomiske problemer som følge af coronakrisen og kan blive tvunget til at lukke selskabet.
Det har selskabet tirsdag meddelt sine investorer.
I en meddelelse til det amerikanske børstilsyn, SEC, har Norwegian Cruise Line oplyst, at selskabets revisor har udtrykt ”væsentlig tvivl” om selskabets evne til at fortsætte driften på grund af Covid-19-pandemien. Det skriver CNN.
Selskabet skriver til børstilsynet, at det vil forsøge at rejse 3 mia. dollars for at polstre bankbogen. Pengene skal hentes via optagelse af lån samt ekstra direkte investeringer fra investorer.
»Dette styrker virksomhedens økonomiske tilstand og sikrer, at det er godt positioneret til at modstå godt 12 måneders rejse-suspension,« hedder det i selskabets erklæring ifølge CNN.
Investorerne er dog ikke overbevist. Tirsdag dykkede Norwegian Cruise Lines aktie med 19 pct. efter meddelelsen. Andre krydstogtselskaber som Royal Caribbean Cruises og Carnival faldt med 4 pct.
Norwegian suspenderede alle sine sejlruter 14. marts i år, efter at hele industrien blev lukket ned som følge af risiko for coronasmitte. Indtil videre er der påbud om at holde skibene i havn indtil 30. juni 2020.
Krydstogtsindustrien blev hårdt ramt af corona-pandemien, da der var en række højprofilerede skibe med flere passagerer, der testede positivt for coronavirus. Og mange døde af sygdommen.
Andre skibe havde svært ved at finde havne, hvor de kunne sætte deres passagerer af, fordi ingen lande ville modtage passagerer fra krydstogtskibene på grund af risiko for coronasmitte.
Krydstogtselskaberne har tidligere kommet sig over kriser, og i de seneste år har de klaret sig godt. Norwegian Cruise Line har da også ordrer ude på seks nye skibe udover de i forvejen 17 skibe i flåden.
På trods af navnet stammer selskabet fra Miami i USA, og alle dets skibe - undtagen et - er registreret på Bahamas. Udover at sejle i Caribien, har selskabet også ruter i Alaska, Europa, Bermuda og Hawaii.

