Erhverv

Sådan har danskernes forbrug udviklet sig hos frisørerne siden genåbningen

Den lidt ældre del af befolkningen er ikke blevet skræmt væk fra frisøren, lyder det fra Danske Bank, og det er en god nyhed i forhold til den økonomiske udvikling.

Foto: Mads Frost

Coronavirussen har ikke skræmt danskerne væk fra de landets frisørsaloner. Efter genåbningen har frisørerne nemlig haft mere travlt end på samme tidspunkt sidste år. Det viser tal for kort- og Mobilepay-betalinger fra Danske Bank.

»Man kan se, at det har været meget nødvendigt for danskerne at komme ned og blive klippet, for de er strømmet til frisørerne efter genåbningen,« konstaterer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

Under nedlukningen var danskernes forbrug hos frisørerne nærmest ikke eksisterende. Sammenlignet med samme periode i 2019 faldt det i uge 13 til indeks 9. At det ikke faldt til et rundt 0 skyldes formentlig, at der er blevet købt diverse produkter online.

Efter den delvise genåbning, hvor de såkaldte liberale såsom frisører, massører og fysioterapeuter fik lov til at tage imod kunder, steg forbruget i landets frisørsaloner til indeks 139, og i den forgangne uge var forbruget 21 pct. over samme niveau som sidste år.

»Det er godt for frisørerne, at de er fuldt bookede, når de ikke har kunnet tjene penge i en periode. Men de har lidt et stort tab på omsætningen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der har noteret, at særligt danskere over 65 år har været flittige gæster hos frisøren.

»Det er et godt tegn for økonomien, at de er trygge nok ved at blive klippet. Hvis den ældre del af befolkningen havde været meget tilbageholdne, var tallet ikke steget så meget,« siger privatøkonomen.

Det er ikke kun i tallene for frisører, at man kan se, at Danmark er blevet genåbnet. Tallene for f.eks. optikere og tandlæger er også steget, men er dog fortsat ikke tilbage på samme niveau som sidste år.

Det er dog stadig et godt tegn i forhold til den økonomiske udvikling, og udviklingen peger overordnet i retning af, at danskerne ikke helt har mistet modet.

»Vi har set andre tal, som peger på, at detailbranchen kan se frem til en okay høj aktivitet. I den seneste uge har danskerne f.eks. købt en del møbler, og under hele nedlukningen har danskerne købt mere elektronik og gør det selv-ting end normalt. Det er altså ikke bare en ekstra leverpostej,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Der er dog et men. Udviklingen varierer nemlig meget fra branche til branche, og landets tøjbutikker har således en væsentligt lavere omsætning end normalt.

»Og vi ved ikke, om det for danskerne er ligeså nødvendigt at gå på restaurant, som det er at blive klippet. Vi har ikke noget fortilfælde, som vi kan forholde os til, og derfor bliver det ekstremt interessant at følge,« siger Louise Aggerstrøm Hansen med henvisning til, at landets restauranter står til at være en del af fase to i genåbningen af den danske økonomi.

BRANCHENYT
Læs også