Airbnb opgiver børsdrøm og fyrer 1.900
Coronavirusset har skabt tvivl om, hvordan turistbranchen kommer til at se ud i fremtiden. Hos udlejningsselskabet Airbnb betyder det en nedskæring på 1.900 stillinger, hvilket svarer til en fjerdedel af selskabets stab.
Det skriver The Guardian.
Airbnb, der har hovedsæde i San Francisco, har ansatte i 24 lande og 150 mio. brugere verden over.
Selskabet har set en mild tilbagevenden på det seneste. Blandt andet har europæere i højere grad bestilt sommerferie indenfor deres egne landes grænser fremfor at ty til udlandsrejser, oplyser Airbnb.
- Vi ved ikke, hvornår turismen vender tilbage. Når den gør, vil det se anderledes ud, har direktør Brian Chesky meddelt de ansatte ifølge The Guardian.
Ifølge Financial Times blev der foretaget 90 pct. af indenrigsbookinger i Danmark i forhold til niveauet i april 2019, mens indenrigsbookinger i Holland nærmede sig 80 pct. niveauet sidste år.
Før coronakrisen havde selskabet, der blev stiftet i 2008, ellers planer om at blive børsnoteret i år. Det har virussets indflydelse på turismen dog sat en stopper for.
Airbnb er blot ét af mange selskaber i turistindustrien, der som følge af coronavirusset, må indføre nedskæringer. I sidste uge annoncerede British Airways, at 12.000 stillinger ville blive skåret fra, og Virgin Atlantic meddelte tirsdag, at selskabet ville fyre 3000 ansatte.
/ritzau/FINANS