Storcentre: Vi er klar til genåbning
De aarhusianske storcentre melder klar til at åbne mandag.
Fra butikscentre i Aarhus Kommune er svaret entydigt: Man glæder sig og er klar til at åbne.
Hos Salling i Aarhus har man kaldt alle 500 medarbejdere på arbejde, og de gør klar til, at der åbnes op igen, fortæller store director i Salling i Aarhus Anja Kibsgaard:
»Vi har haft åbent i Salling Super i perioden, og der har vi taget alle de forholdsregler, vi skal. Det er gået fint, og vi har lært rigtig meget. Ellers er vi i gang med at forberede hele forretningen til åbningen, fordi sikkerheden selvfølgelig er vigtig for os, og vi følger de retningslinjer, som der er indtil videre. Vi er i gang med at gøre hovedrent alle steder. Vi har alle vores 500 medarbejdere i Aarhus på arbejde nu og er i gang med at placere afstandsmarkører og sætte plexiglasplader op ved alle kasser. Så vi er helt klar og fuldstændig forberedt til at åbne,« fastslår Anja Kibsgaard.
Datoen den 11. maj er en ønskedato for mange storcentre og stormagasiner.
I Bruuns Galleri forventer centerchef Claus Brændgaard, at storcenterets 100 butikker slår dørene op på denne dato:
»Vi er klar, men der kan selvfølgelig komme nogle regler, som gør, at vi må lave nogle ændringer, men vi forventer, at vi får lov til at åbne mandag,« siger han.
Udskyder udbygningen i et år
Hos Storcenter Nord, der er ejet af Salling Group, fortæller pressechef Kasper Reggelsen, at man har udskudt den planlagte udbygning et år på grund af coronakrisen. Den skulle fordoble det nuværende antal etagekvadratmeter i Finlandsgade.
»For at skabe de bedste forudsætninger for vores butikker, der skal godt i gang, når der åbnes op, har vi besluttet at udskyde vores store udbygning. Vi ved, at når man udvider meget, vil det påvirke kundetrafikken, og vi vil nødig gøre det til en træls oplevelse for både kunder og udlejere her i starten,« forklarer han.
Det er da en hård og træls tid, men jeg tror og håber, at alle centrets butikker overlever.John Tybring, formand for centerforeningen Skejby Centret
Kasper Reggelsen mener, at storcenterets 45 butikker har forberedt sig i ventetiden og derfor kan genåbne med stor sikkerhed.
»Vores butikker forbereder sig på egen hånd med de retningslinjer, der er i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger generelt. Vi skal skabe mindst mulig trængsel på alle mulige måder. Det er noget, vi efterhånden har relativt god træning i, fordi vi har haft mange butikker åbnet i de seneste uger i hele Salling Group som vores Føtex-, Netto-, Bilka-butikker. Vi har gjort os mange overvejelser, hvordan vi gør det bedst muligt undervejs, og det er klart, at den læring og de erfaringer kan vi bruge, når vi genåbner,« siger Kasper Reggelsen, der ikke har fået nogen meldinger om Storcenter Nord-butikker, der ikke har klaret skærene siden nedlukningen.
Hjælp fra udlejer
Skejby Centret er et af de mindre butikscentre i kommunen, og her har en del af centeret været kørende i et stykke tid, fordi centret indeholder en stor Føtex-butik, et apotek, en Matas samt en del klinikker med behandlere.
»Forholdene taget i betragtning, så kører det jo fint heroppe med håndsprit og kasseafskærmning, som jo nærmest er blevet standard. Det er faktisk en mindre del af centret, der mangler at komme i gang,« siger formand for centerforeningen Skejby Centret John Tybring, som selv ejer Chas E. Vinhandel.
Alle butikker overlever i centeret, så vidt han ved. Nogle er naturligvis mere ramt end andre.
»Det er da en hård og træls tid, men jeg tror og håber, at alle centrets butikker overlever. Mange butikker er mindre foretagender, hvor ejeren selv står bag disken. De har ikke kæmpe lønudgifter og store lokaler. Og så har vi også fået en udstrakt hånd fra vores udlejer, så hvis der er butikker, der falder i et hul mellem hjælpepakker og så videre, så vil vores udlejer finde individuelle løsninger med lejen. Der er nogen, der har fået en håndsrækning i form af, at huslejerne blevet delt ud på en længere periode,« forklarer John Tybring og tilføjer:
»Alle har en interesse i, at alle åbner op igen. Der er ikke noget værre end at åbne et halvtomt center op med lukkede butikker.«
To butikker lukket i Viby Centret
I Viby Centret mener centerformand Frank Trend Poulsen, at coronakrisen kom på det værst tænkelige tidspunkt.
»Jeg tror, krisen kom på det værst tænkelige tidspunkt for dem, der sælger sæsonafhængige varer som tøj og sko. Vi har det historisk største varelager lige nu, og så er man lukket ned. Vi var klar til forårs- og sommersalg, men vi har ikke nået at sælge noget,« konstaterer Frank Trend Poulsen, der ejer tøjbutikken KM Mode, som han også har i Veri Centeret i Vejlby-Risskov.
Coronakrisen har betydet, at selskaberne bag to af butikkerne i centeret har drejet nøglen om – det drejer sig om tøjbutikkerne Mappstore og Mikkel Mode.
»Når vi kommer i gang, tror jeg ikke, det bliver med fuld skrald på. Dels fordi mange af vores kunder tager deres forholdsregler, holder afstand og begrænser deres ophold i det offentlige rum, hvilket også er forståeligt. Og så er anledningen til at købe sko og tøj måske ikke så stor, når folk arbejder hjemmefra eller ikke skal til fest. De anledninger, hvor man skal være pæn i tøjet, er jo stærkt begrænset for tiden,« siger Frank Trend Poulsen.
I Veri Center i Vejlby-Risskov føler man sig klar til at åbne med det samme.
Som det er nu, har 8 af 20 butikker i Veri Center åbent, hvor de resterende, der mangler, primært er tøjbutikker. Og de har ifølge centerformand Michael Kaufmann Petersen været særlig hårdt ramt. I hans egen butik, tøjforretningen Victor, er to medarbejdere sendt hjem på lønkompensation. Når forretningen åbner, bliver det med tilbud fra første færd.
»Alle de varer, vi har i butikken, skal vi have ud inden den 1. juli, for så kommer alle efterårsvarerne. Og nu har vi misset noget, der minder om to måneders vareforbrug, hvilket betyder, at når vi åbner, så bliver det med tilbud,« siger han og fortsætter:
»Vi har som center valgt at se gennem fingre med, hvis der er nogen butikker, der holder begrænsede åbningstider. Det kan være, at ens overlevelse afhænger af, at man har sendt personale hjem, og står man så alene, så er det jo ikke sikkert, man kan dække alle de timer.«
Han forventer, at der går en rum tid, inden man er helt på fode igen.
»Jeg ved ikke, hvor optimistisk jeg er, for jeg tror, det her kommer til at strække sig længere, end vi lige regner med. Jeg tror, at resten af 2020 bliver stille og rolig, og jeg tror, vi skal frem til foråret 2021, før der kommer gang i hjulene igen. Helt personligt tror jeg kun, vi har set toppen af isbjerget nu, for når de kompensationspakker fra staten svinder ud i starten af juli, tror jeg, der er butikker, som lukker. Og allerede nu er der jo store, velrenommerede butikker, der har knækket nakken,« lyder det fra Michael Kaufmann Petersen.

