Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Arnold Busck-arving kan ende med check på 50 mio. kr. efter konkurs

Eneejeren kunne ikke blive enig med Danske Bank om betingelser for yderligere lån i en ejendom, der både ifølge en erhvervsmægler og regnskab indeholdt friværdi på meget stort tocifret millionbeløb.

Corona rammer verden
Arnold Busck blev erklæret konkurs efter 124 år i boghandlerbranchen. Boghandlerkædens moderselskab har udsigt til at stå tilbage med en solid tocifret millionformue pga. en ejendom ved Rundetårn. Foto: Mikkel Khan Tariq

Boghandlerkæden Arnold Buscks konkurs kan ende med at efterlade eneejeren, Helle Busck Fensvig, med en check på mere end 50 mio. kr. på grund af ejerskabet af den store ejendom skråt over for Rundetårn, som har huset Arnold Buscks flagskibsbutik siden 1901.

Ejerskabet ligger i det nu konkursramte Arnold Buscks moderselskab, hvor den i det seneste regnskab er værdisat til 196,4 mio. kr. Moderselskabet, som ikke er omfattet af konkursen, havde ved afslutningen af sit sidste regnskabsår en egenkapital på 73,2 mio. kr.

Cushman & Wakefield er en af de to store erhvervsmæglere inden for salg af ejendomme i det københavnske strøgområde og ser en mulighed for et salg af ejendommen til over den bogførte værdi.

»Det er en ejendom, som vi kigger på. Et slag på tasken er, at den med de tilhørende lejligheder, som hører med, vil kunne indbringe omkring 200 mio. kr. i en handel,« fortæller Kristian Vingaard, der er chef for retailejendomme hos den danske del af den store internationale erhvervsmægler.

I dag er der kun udbetalt lån på 100 mio. kr. i ejendommen. Ud over det har Danske Bank som sikkerhed for hele sit udlån til boghandlerkæden og dets moderselskab fået sikkerhed i ubelånte pantebreve for 50 mio. kr. Ved afslutningen af sidste regnskab havde boghandlerkoncernen en samlet bankgæld på 51,2 mio. kr.

Ejeren af såvel den nu konkursramte boghandlerkæde og det formuende moderselskab, Helle Busck Fensvig, lagde i sidste uge en del af skylden for konkursen på den forsinkede udbetaling af lønkompensation for hjemsendte medarbejdere under coronakrisen.

Over for Berlingske fastslog oldebarnet til stifteren af den 124 år gamle kæde, at konkursen kunne være undgået, hvis hun havde modtaget den ansøgte lønkompensation op til den weekend, hvor konkursbegæringen blev indgivet.

Ifølge Helle Busck Fensvig er hun fuldt bevidst om, at der er et stort belåningspotentiale i ejendommen på den københavnske gågåde skråt over for Rundetårn. Og at det var en økonomisk redningskrans, som hun med hjælp fra husbanken, Danske Bank, meget gerne ville have kastet ud til den nu konkursramte boghandlerkæde.

»Du siger ikke noget, som jeg ikke ved i forvejen. Men den bank, som jeg har, har ikke syntes, at det var interessant. Så jeg kan ikke sige andet end, at det desværre er sådan, det er. Ud over det har jeg ingen kommentarer,« siger Helle Busck Fensvig.

Danske Bank har følgende skriftlige kommentar til, at det ikke lykkedes at skrue en låneaftale sammen, der kunne have reddet Arnold Busck.

»Vi kan ikke kommentere konkrete kundeforhold. Helt generelt er det pt. meget svære tider for mange af vores virksomhedskunder, fordi alle brancher på den ene eller anden måde er negativt ramt af coronavirus. Vi strækker os langt - og i øjeblikket også længere end normalt - for at hjælpe vores kunder,« skriver Niels Bang-Hansen, erhvervskundechef for Danske Bank i Danmark.

Han skriver videre, at banken under coronakrisen har været i stand til at hjælpe flere end 9 ud af 10, der har efterspurgt det.

»Som vi dog også har sagt fra starten, vil der desværre være virksomheder, som vi ikke kan hjælpe, fordi vi vurderer, at de allerede var udfordrede før krisen og ikke vil kunne klare sig efter den.«

BRANCHENYT
Læs også