Fortsæt til indhold

Analytiker: Flere konkurrenter er meget hårdere ramt end Maersk Drilling

Erhverv
/ritzau/FINANS

De hårdere vilkår i olie- og borerigsektoren har også ramt danske Maersk Drilling, der torsdag for anden gang på under to måneder har måttet nedjustere de finansielle forventninger til hele 2020.

Selv om en sænket prognose aldrig er positivt, så er nedjusteringen langtfra markant med tanke på det nuværende forretningsmiljø i sektoren.

Det vurderer Sebastian Grindheim, der er aktieanalytiker hos Arctic Securities i Norge, hvor han følger borerigsektoren tæt.

- Reduktionen er egentligt ikke så markant, når man ser på den volatilitet, der er i borerigsektoren på nuværende tidspunkt.

- Vi har set, at nogle af Maersk Drillings konkurrenter oplever en meget større negativ effekt på deres tal, og nogle af konkurrenterne offentliggør ikke en gang forventninger lige nu, fordi der er så stor en usikkerhed i markedet, siger han til Ritzau Finans.

Maersk Drilling venter for 2020 nu et driftsresultat, EBITDA, før særlige poster på 250-300 mio. dollar, efter at det 20. marts nedjusterede forventningerne til 325-375 mio. dollar.

Det danske selskab havde oprindeligt en 2020-prognose på 400-450 mio. dollar.

Artiklens emner
Maersk Drilling