Erhverv

Tivoli-direktør ønsker klarhed om grænserne: »Inden vi ser os om, er sommeren gået«

Hos to af landets største forlystelsesparker er man tilfredse med at blive en del af genåbningens fase 3 - selv om parkerne havde håbet på at kunne åbne tidligere.

Lars Liebst, Tivolis direktør. Foto: Christian Lykking Tivoli er en af de danske turistattraktioner, der kan se frem til at åbne. Men man forventer, at mange udenlandske turister vil blive væk. Foto: TYCHO GREGERS

Fredag morgen meddelte regeringen, at danske forlystelsesparker efter alt at dømme kan åbne i forbindelse med den planlagte genåbningsfase 3, som efter planen træder i kraft den 8. juni.

Hos Tivoli København og Djurs Sommerland, der er to af landets største forlystelsesparker, har regeringens udmelding skabt klarhed om, hvornår de kan åbne for rutsjebanerne igen.

Tivoli har allerede meddelt, at parken igen vil være åben for besøgende fra den 8. juni, mens restauranter og cafeer i haven allerede slår dørene op mandag den 18. maj.

»Vi er glade for at komme i gang og for, at nogle af vores restauranter og caféer, der ligger ud mod byen, kan åbne igen. Vi må ligesom alle andre vise samfundssind, men vi er også tilfredse med, at det er nu, man også er begyndt at se på økonomien,« siger Lars Liebst, adm. direktør i Tivoli i København.

Selvom at forlystelsesparker landet over nu har fået en foreløbig dato for, hvornår de må åbne igen, havde både Tivoli og Djurs Sommerland håbet at være en del af regeringens anden genåbningsfase, som træder i kraft allerede mandag.

Ligesom det fortsat har store konsekvenser for Tivoli i København at holde lukket. Om dagen taber parken 6 mio. kr., hvilket vil sige, at den over den næste måned vil tabe 180 mio. kr.

»Vi var allerede nu klar til at tage imod gæster med de tiltag, som vi havde forberedt. Nu kan vi blive endnu mere klar og få klare anvisninger for bl.a. vores spisesteder,« siger Lars Liebst.

Han påpeger, at Tivoli har udviklet digitale køsystemer til forlystelserne, online-madbestilling, så man kan afhente maden ved havens spisesteder, samt afsat 10 kvm. til hver besøgende for at sikre afstand.

Derudover har den gamle park også udviklet specialdesignede værnemidler for at sikre besøgende en god oplevelse.

Tilfredsheden med snart at kunne åbne er også at spore hos Djurs Sommerlands direktør Henrik B. Nielsen, som dog fortæller, at han gerne havde set, at den østjyske park var en del af genåbningens fase 2.

»Alt kan ikke åbne på en gang, så vi må sige, at vi er glade for at være en del af fase 3. Men der er ingen tvivl om, at hvis vi var kommet længere hen end juli, ville det være en stor udfordring for erhvervet,« siger han.

Han fortæller, at parken indtil nu har ageret i uvished og håbet på at åbne den 20. maj. Der er blevet brugt penge på at gøre parken klar under de nye retningslinjer.

»Hvis vi ikke var blevet en del af fase 3, ville vi være kommet så langt ind i sæsonen, at det slet ikke kunne betale sig at åbne - og så var de penge blevet spildt,« fortæller Henrik B. Nielsen.

Selvom genåbningsplanens fase 2 og 3 har skabt klarhed om, hvornår de danske forlystelsesparker efter planen kan forvente at åbne, efterspørger begge direktører klarhed om, hvornår turisterne atter kan passere de danske grænser og besøge landets forlystelsesparker.

»Jeg vil opfordre til, at man ser på at åbne grænserne og sender nogle klare signaler. Turistbranchen lider voldsomt for tiden, og inden vi ser os om, er sommeren gået,« siger Tivoli-direktør Lars Liebst og tilføjer, at næsten en tredjedel af havens gæster er udenlandske turister.

Henrik B. Nielsen fra Djurs Sommerland bakker op.

»Hele 10 pct. af Djurs Sommerlands gæster kommer fra udlandet. Det tal bliver nok betydeligt mindre i år. Men vi håber, at det kan blive helt eller delvist kompenseret af, at flere danskere vælger at holde ferie i Danmark,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også