Google-søsterfirma tvunget til at droppe digital by
Komplikationer som følge af corona-pandemien får Googles søsterselskab Sidewalk Labs til at droppe planer om digital by i Canada.
I flere år har ambitionerne om at få bygget en by, der i sit udgangspunkt er digital, levet i bedste velgående hos Sidewalk Labs. Men en stigende økonomisk usikkerhed har nu sat en stopper for projektet, der skulle udføres i byen Toronto i Canada.
Det skriver BBC.
Smart-byen skulle have navnet Quayside og ligge i Toronto. Idéen var, at byen skulle være fyldt med teknologi med alt fra selvkørende biler til nye, innovative måder at samle skrald på.
Dertil skulle hundredevis af censorer indsamle data om luftkvalitet og registrere indbyggernes færden. Bygningerne skulle være bæredygtige og bygges på nye måder, og cykelstierne skulle være opvarmede.
»Som en hidtil uset økonomisk usikkerhed har sat sig i hele verden og på Toronto-ejendomsmarkedet, er det blevet for svært at gøre det store projekt økonomisk levedygtigt uden at ofre nogle af vores kerneområder i den plan, vi havde udviklet sammen med Waterfront Toronto for at opbygge et virkelig inkluderende, bæredygtigt samfund,« skriver administrerende direktør for Sidewalk Labs Dan Doctoroff i et blogindlæg.
Der har tidligere været en del tvivl om, hvordan Sidewalk Labs vandt udbuddet til at designe byen. Klager fra indbyggere i Toronto har da også ført til, at projektet blev nedskaleret betydeligt, og at alle data, der ville blive indsamlet ved hjælp af sensorer i byen, skulle være offentligt tilgængelige.

