Fortsæt til indhold

Bilgigant vil låne 19 milliarder for at komme igennem coronakrisen

Japanske Mazda er ligesom mange andre bilproducenter presset på økonomien efter corona-nedlukninger af fabrikker.

Den japanske bilproducent er langt fra den eneste, der lider under den manglende produktion under coronakrisen. Foto: Nica
Erhverv

Mazda Motor Corp har søgt lån for omtrent 300 milliarder yen, der svarer til ca. 19 milliarder kroner for at komme igennem coronakrisen.

Det skriver Reuters.

Lånene skulle ifølge Reuters komme fra tre af Japans største banker, hvor flere af dem allerede skulle have forlænget lån til Mazda, mens andre forventes at godkende.

Mazda er ligesom de fleste andre bilproducenter også blevet hårdt ramt af coronapandemien, der har sat en stopper for en stor del af produktionen verden over, fordi flere lande har lukket ned for arbejdspladser for at mindske smittespredning.

Bilproducenten havde allerede nedgang i salget inden coronakrisen indtraf.

Mazda er dog ikke den eneste bilproducent, der har set sig nødsaget til at søge om lån for at komme bedst muligt gennem coronakrisen. Også Tesla Inc har søgt om lån i Kina til sin produktionsenhed i Shanghai på ca. 3,8 milliarder kroner.

Tesla er også ramt af manglende produktion, og senest har den amerikanske delstat Californien nægtet elbilproducenten at åbne sin fabrik i Fremont, som er den eneste af producentens produktionsanlæg på amerikansk jord.

Det fik også Tesla-grundlægger Elon Musk til at skrive på Twitter, at han truer med at sagsøge distriktet Alameda i Californien, efter at distriktets sundhedsmyndigheder har forbudt, at Tesla-fabrikken i Fremont genåbner grundet coronavirusrestriktionerne.

Artiklens emner
Mazda