Fortsæt til indhold

Tequila og elastikker: Coronakrisen har sendt usædvanlige varer til tops

Mens folk er nødt til at blive hjemme, har flere usædvanlige varer toppet listen over de mest solgte i Storbritannien.

De britiske supermarkeder har oplevet en markant stigning i salget af en række varer under coronakrisen. Foto: SIMON DAWSON // Jyllands-Posten
Erhverv

Mens nogle i den spæde start af coronakrisen valgte at hamstre mad, toiletpapir og gær, så er indkøbene skiftet til lidt anderledes typer af varer. En rapport af de to britiske kæder Waitrose og John Lewis viser, at briterne i den grad har skiftet deres fokus og nu i højere grad køber ting, der kan give noget at lave i hjemmet.

Det skriver BBC.

Øverst på listen finder man tequila. Ifølge Waitrose er salget af tequila steget med mere end 175 pct. mellem d. 24 marts og slut april. Overordnet set har salget af alkohol i de britiske butikker set en stigning på 27 pct. fra midten af marts til 19. april.

Men selvom flere briter måske er begyndt at lege bartendere i hjemmet, så har flere også valgt at bruge penge på træningsudstyr. Yogamåtter og ankelvægte er også steget i popularitet. John Lewis oplyser til BBC, at salget af træningsudstyr er steget med 496 pct.

En stigning, der dog skal ses i lys af, at det ikke er produkter, der bliver købt hver måned eller udskiftet ofte.

Og når flere og flere har været nødt til at arbejde hjemme, er der muligvis også blevet lagt flere kræfter i at gøre sig kameraklar til de mange Skype-møder. I hvert fald er salget af make-up-paletter steget med 57 pct., mens salget af selvbruner er steget med 41 pct.

Mere tid i hjemmet kan måske også give anledning til at lave nogle småforbedringer. John Lewis har set en fordobling i salget af sengetøj, mens højtryksrensere også har været i høj kurs.

En ting, der måske har overrasket forhandlere, er salget af elastik, der hos John Lewis har vist sig meget populær. Man forventer, at det skyldes, at folk er begyndt at lave deres egne ansigtsmasker.

Artiklens emner
John Lewis Partnership