Fortsæt til indhold

Han var chef for Novo i USA: Nu skal han konkurrere mod sin gamle arbejdsplads

Jesper Høiland sagde for nylig farvel og tak til et job som adm. direktør i biotekselskabet Radius Health. Nu skal han være ny kommerciel chef for det succesrge biotekselskab Ascendis Pharma og direkte konkurrere mod Novo Nordisk.

Jesper Høiland, tidligere chef for Novo Nordisk i USA, kunne ikke se sig selv fortsætte i Novo Nordisk, efter han i 2016 blev vraget som USA-chef. Nu skal han konkurrere mod sin gamle arbejdsplads. Foto: Arkiv.
Erhverv

Den danske biotekkomet Ascendis Pharma har gjort sig lidt af et scoop og hentet den tidligere USA-chef for Novo Nordisk Jesper Høiland til selskabet som ny kommerciel direktør.

Det oplyser Ascendis Pharma i en meddelelse til fondsbørsen.

»Tilføjelsen af Jesper Høiland til lederskabet af Ascendis Pharma er et nøgleskridt i vores forberedelser til den globale lancering af vores portefølje af endokrinologiske lægemidler (væksthormon, red.) og til at etablere Ascendis Pharma som et globalt biofarmaceutisk selskab,« udtaler Jan Møller Mikkelsen, adm. direktør i Ascendis Pharma, i en kommentar.

Den tidligere Novo Nordisk-chef blev vraget som chef for USA i forbindelse med Lars Rebien Sørensens stop den 1. september 2016, hvor det danske medicinalselskab meddelte, at Lars Rebien Sørensen ved årsskiftet ville fratræde sin stilling og blive erstattet af Lars Fruergaard Jørgensen.

Her var Novo Nordisk blevet taget på sengen og havde ikke set det enorme prispres inden for insulinområdet. Med en voldsom kursnedtur til følge.

I den forbindelse overgik jobbet som chef for Novo Nordisk i USA som bekendt til den vragede kronprins Jakob Riis, der et halvt år senere forlod Novo Nordisk til fordel for et job som adm. direktør i den på daværende tidspunkt kriseramte redningskoncern Falck.

Jesper Høiland blev ikke fyret fra Novo Nordisk, men kunne ikke se sig selv fortsætte i en mindre rolle og forlod derfor Novo Nordisk efter sit stop som USA-chef.

At Jesper Høiland lander et job hos netop Ascendis Pharma bliver ikke mindre interessant af, at det danske biotekselskab, der er børsnoteret i USA, står over for en stor lancering af væksthormonet Transcon hGH. Det kræver, at midlet bliver godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Dermed tyder meget på, at han kommer til at konkurrere direkte med Novo Nordisk, der trods det klare fokus på ikke mindst diabetes og fedme, fortsat er en endog meget væsentlig aktør på det globale marked for behandlinger med væksthormoner.

»Jeg er begejstret for at komme til Ascendis Pharma på dette kritiske stadie, hvor vi nærmer os den potentielle globale lancering af selskabets første endokrinologiske lægemiddel. Min passion er lancering, etablering og fastholdelse af førende globale brands, og jeg ser frem til at at opnå dette for hver enkelt af Ascendis Pharmas produktkandidater inden for området,« udtaler Jesper Høiland.

Ascendis Pharma-aktien er steget med knap 670 pct. siden børsnoteringen i 2015, og det værdisætter selskabet til lidt over 6,6 mia. dollars.

Artiklens emner
Novo Nordisk
Ascendis Pharma