Aktivistisk milliardær har fået nok af medicinalselskab: Sælg jer selv i stedet for at købe andre
Strategien er forfejlet, så der skal tænkes nyt. Det bedste ville være at sælge hele selskabet til nogle andre, mener man i den kendte hedgefond Elliott Management.
Stop jeres nuværende strategi og sælg jer selv til nogle andre.
Det er meldingen til ledelsen i et af verdens største biotekselskaber, Alexion, fra aktivistinvestoren Elliott Management, skriver Reuters.
»Den bedste tilgang for selskabet og dets aktionærer er med det samme at undersøge et salg,« skriver hedgefonden i et åbent brev dagen før selskabets generalforsamling.
Og det er bestemt ikke hvem som helst, der er ude med riven.
Elliott Management blev stiftet helt tilbage i 1977 af milliardæren Paul Singer og har siden leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 13 pct., hvilket gør hedefonden til en af de mest succesrige overhovedet.
Udmeldingen kommer blot en uge efter, Alexion annoncerede sine planer om at opkøbe selskabet Portola Pharmaceuticals. En meddelelse, der barberede 1,7 mia. dollars af markedsværdien, da det mildest talt ikke var planer, der faldt i god jord hos investorerne.
»Sådan et uforholdsmæssigt fald i et selskabs aktiekurs er et tegn på, at der er langt dybere bekymringer omkring opfattelsen af selskabets strategi,« skriver Elliott Management.
Alexion har en markedsværdi på 22 mia. dollars, og med de gennemsnitlige præmier der betales for opkøb af den type virksomhed, vil en køber ifølge Reuters nok skulle forberede sig på at måtte lægge omkring 40 mia. dollars på bordet for Alexion.
Alexion står i øvrigt bag et af verdens dyreste lægemidler, nemlig Soliris, der bruges til behandling af den sjældne sygdom paroksystisk nocturnal hæmoglobinuri (PNH), som opstår på grund af en genfejl. En genfejl, der gør, at komplementsystemet angriber kroppens røde blodlegemer.


