Novo-direktør jubler over fedmemiddel: »Det er et vægttab, der er hidtil uset«
Novo Nordisk kan om mindre end to år være på markedet med et fedmemiddel med hidtil uset effekt.
Danmarks mest værdifulde selskab er kommet et stort skridt nærmere at få en ny supersællert på markedet.
Novo Nordisk har nemlig fremlagt de første og altafgørende fase 3-data for lægemidlet Semaglutid til behandling af fedme, og det leverer i den grad varen.
Patienterne i studiet opnåede nemlig et vægttab på hele 17,4 pct.
»Det er et vægttab, der er hidtil uset i sit omfang,« siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk.
Faktisk var vægttabet helt oppe på 18,2 pct., hvis man ser på den patientgruppe, der fortsatte på Semaglutid igennem hele forsøgsperioden, der i alt løb i 68 uger.
Typisk tager folk fedmemedicin i ca. 20 uger, og i studiet har Novo Nordisk kigget på, hvad der sker, hvis folk stoppede efter de 20 uger og sammenlignet med, hvad der skete, hvis de i stedet fortsatte med at tage Semaglutid i yderligere knap et år.
Drømmen om at få et vægttab, der matcher kirurgisk indgreb ved en ugentlig injicering, kommer nærmere med denne slags data.Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk
Her er der blevet set en forskel på ca. 15 pct. i favør af dem, der er blevet ved med at få Semaglutid.
»Studiet viser med al ønskelig tydelighed, at svær overvægt er en medicinsk tilstand, der skal behandles kronisk, ligesom hvis du har forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Novo Nordisk ved fra både psykosociale undersøgelser og samtaler med læger i forskellige fora, at patienter typisk har en forventning om et vægttab på 15 pct., når de går til læge og får udskrevet en recept på fedmemedicin.
»Der må vi erkende, at de lægemidler, der i dag er på markedet, inklusiv Saxenda, ender med at skuffe patienterne lidt, fordi deres håb var større,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Det betyder også, at patienter i dag i gennemsnit kun tager Novo Nordisks godkendte fedmemiddel Saxenda i 4-5 måneder, før de stopper igen. De nye data med Semaglutid viser fordelen ved at fortsætte.
»Med Semaglutid regnede vi med vægttab på mellem 10 og 15 pct.. Det er helt klart, at dette vægttab ligger højt – også i forhold til hvad jeg tidligere har kommunikeret,« siger Mads Krogsgaard.
Ambitionen er fortsat at nå helt op på omkring 25 pct., fordi det ca. er det vægttab, patienter opnår ved et kirurgisk indgreb.
Her sætter Novo Nordisk sin lid til lægemiddelkandidaten med det mundrette navn AM833 i kombination med Semaglutid.
»Drømmen om at få et vægttab, der matcher kirurgisk indgreb ved en ugentlig injicering, kommer nærmere med denne slags data,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Han mener, at vægttabet, som Semaglutid giver, for en meget stor andel af mennesker med medicinsk overvægt vil være nok til at få dem ned i det sunde område.
Lykkes det, betyder det også, at deres risiko for at udvikle følgesygdomme af fedme som f.eks. diabetes eller smerter i knæene vil blive lavere. Og netop Semaglutid som behandling af fedme er relativt tæt på markedet.
»Vi taler om noget, der hedder omkring overgangen mellem 2021 og 2022 som et positivt scenarie, hvor det hele går glat og fint,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.

