Erhverv

Nu må Teslas fabrik i Californien igen producere biler

Myndighederne i Alameda County har godkendt Teslas plan for en genåbning, og bilfabrikken i Fremont får nu lov til at starte produktionen op i denne eller næste uge.

Elon Musk har været utilfreds med Alameda Countys håndtering af situationen omkring en genåbning af Teslas bilfabrik. Foto: (AP Photo/Chris Pizzello)

Tesla har nu fået lov til at starte produktionen på bilmærkets fabrik i byen Fremont i staten Californien. Det sker kort efter, at selskabet sagsøgte de lokale myndigheder og trodsede deres påbud mod at starte produktionen.

Det skriver Financial Times.

Myndighederne i Alameda County, som er det distrikt, som Fremont hører ind under, har meddelt, at det vil gennemse Teslas planer for at forebygge smitte ved en genåbning. Man er i den forbindelse forberedt på at lade bilfabrikanten langsomt starte produktionen op i denne eller næste uge.

»Vi vil samarbejde med politiet i Fremont for at holde øje med, at Tesla overholder den fysiske afstand, der er krævet som sikkerhed mellem deres medarbejdere, mens de forbereder at få produktionen op at køre på fuldt blus,« meddelte distriktet sent tirsdag aften, ifølge Financial Times.

Tesla har tidligere offentliggjort en 38-siders drejebog, som indeholder de foranstaltninger, at bilfabrikanten vil tage for at forhindre spredning af coronavirus blandt dens medarbejdere. Her fremgår det, at man vil tjekke medarbejdernes temperatur og kræve, at de bærer værnemidler.

Gavin Newsom, der er Californiens guvernør, roste onsdag Alameda County og Tesla for at have løst konflikten inden for »relativt kort tid,« selvom han samtidig beskyldte Alameda County for at være sløset.

Til trods for at Californien i forvejen havde tilladt at fabrikker kunne genoptage produktionen, er det i sidste ende op til distrikterne, hvilke regler der gør sig gældende. I Alameda County mente man ikke, at Tesla lever op til kravene for at være en ’essentiel’ virksomhed under statens lov.

Men mandag satte Elon Musk alligevel gang i produktionen på Teslas fabrik i Fremont – stik imod de lokale myndigheders forbud. Mens lastbilerne begyndte at forlade fabrikken, tweetede Elon Musk:

»Tesla genstarter produktionen i dag i strid med reglerne i Alameda County. Jeg vil være på (produktions)linjen med alle andre. Hvis nogen bliver anholdt, beder jeg om, at det kun bliver mig.«

I det samme tweet såede Elon Musk tvivl om, hvorvidt han vil beholde produktionen på fabrikken i Californien. Det vil afhænge af, hvordan bilproducenten bliver behandlet, lød det fra Tesla-stifteren.

Elon Musk opnåede hurtigt støtte fra modstandere af de restriktioner, som er blevet påført rundt om i USA. Også USA’s præsident Donald Trump erklærede sin støtte til tech-entreprenøren.

»Californien bør lade Tesla og (Elon Musk) åbne fabrikken NU. Det kan gøres hurtigt og sikkert,« skrev Donald Trump i et tweet.

BRANCHENYT
Læs også