Tænketank: Mange ufaglærte job kommer aldrig tilbage
Finanskrisen satte turbo på nedgangen i antallet af ufaglærte job i Danmark – det samme vil ske nu, forudser tænketank.
Ufaglærte var ikke blot blandt de første til at blive ramt af fyringer, da coronapandemien lukkede både Danmark og store dele af verden ned i marts, fyringerne har også ramt hårdere, og det bliver sværere for ufaglærte at finde job igen på den anden side af den økonomiske krise.
Sådan lyder den dystre forudsigelse fra den økonomisk-politiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
Coronakrisen vil ligesom finanskrisen sætte turbo på en strukturudvikling på det danske arbejdsmarked i retning af langt færre ufaglærte job.
Mens den samlede beskæftigelse i dag ligger en kvart million personer højere end i 1990, er antallet af ufaglærte job faldet med 400.000 i samme periode. Inden krisen forventede AE 125.000 færre ufaglærte job i 2025, men krisen kan ifølge analysen være med til at eskalere udviklingen.
»Finanskrisen satte turbo på udviklingen, og vi forventer, at det vil ske igen nu. De ufaglærte er typisk løsere ansat og har de korteste opsigelsesvarsler. Det gør, at de ofte fyres først, og i en krise vil virksomhederne lede efter steder at effektivisere. Det betyder færre ufaglærte job,« siger senioranalytiker Emilie Agner Damm.
Denne gang tegner 3F’s a-kasse sig for 21,2 pct. af alle nytilmeldte ledige siden 9. marts.
3F-formand Per Christensen er ikke tvivl om, at prognosen fra AE kan komme til at holde stik.
»Mange virksomheder overvejer i denne tid, hvordan de kan effektivisere sig ud af krisen, så det kan ikke gå hurtigt nok med at få løftet ufaglærte til faglært niveau. Mine medlemmer kan sagtens komme til at stå i den situation efter krisen, at der ikke mangler hænder, men hoveder,« siger Per Christensen.
Professor Niels Westergård-Nielsen, CBS, har studeret kriser og strukturudviklingen på arbejdsmarkedet tæt. Ifølge ham førte finanskrisen især til et permanent tab af ufaglærte job i de store virksomheder, som valgte at sende produktion til udlandet.
»Jeg er absolut ikke uenig i analysen. Automatiseringen vil fortsætte, men vi har til gode at se, om coronakrisen har skabt så stor usikkerhed om forsyningskæderne, at det kan få virksomheder til at trække produktionen hjem igen, og hvad det i givet fald vil betyde,« siger han.
Vismand og professor på Aarhus Universitet Nabanita Datta Gupta understreger, at det kan blive svært for nogle grupper af ledige at finde job igen.
»Vi ved fra tidligere analyser, at de ledige med færrest kompetencer kan have svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Det gælder unge, ufaglærte og ledige med anden etnisk baggrund,« siger hun.

