Nilfisk skal nedlægge 250 stillinger
Nilfisk, der er en førende udbyder af professionelt rengøringsudstyr og services, blev ramt af modvind fra coronarestriktioner hen mod slutningen af første kvartal 2020, hvor efterspørgslen på selskabets markeder tog et dyk.
Det fremgår af regnskabet for perioden, der er offentliggjort fredag morgen forud for børsens åbning.
- Frem til midten af marts lå vores resultater på niveau med vores forventninger på trods af en lavere aktivitet i Kina. Men fra midt-marts og frem så vi et markant fald i kundeefterspørgslen på tværs af de fleste markeder, da mange af vores kunder var nødsaget til at nedskalere eller helt lukke ned for deres aktivitet på grund af Covid-19-restriktionerne med undtagelse af vitale institutioner og forretninger, og det påvirkede vores resultater, forklarer Hans Henrik Lund, der er administrerende direktør i selskabet, i regnskabet.
Omsætningen for årets første tre måneder lød på 219,1 mio. euro mod 246,6 mio. euro i samme kvartal sidste år. Det svarer til et fald i den organiske vækst på 10,3 pct.
Driftsresultatet før særlige poster, EBITDA, landede på 24,9 mio. euro, hvilket var en tilbagegang i forhold til et driftsresultat på 32,7 mio. euro i samme kvartal sidste år.
Bundlinjen lød på et overskud på 1,9 mio. euro mod 6,2 mio. euro i første kvartal 2019.
Nilfisk oplyser i regnskabet, at koncernen i april så et organisk omsætningsfald på mere end 30 pct.
Og for at begrænse den negative påvirkning fra coronakrisen har Nilfisk truffet beslutning om at nedlægge 250 fuldtidsstillinger.
- For at fastholde vores position og være forberedt på et marked efter Covid-19, hvor vi ser et stort behov for rengøringsløsninger, vil vi justere vores omkostninger til følgerne af krisen, hvilket desværre også betyder, at vi må tilpasse vores medarbejderstab til den nye situation, siger direktøren.
Det indbefatter, at omtrent 250 fuldtidsstillinger på tværs af funktioner og lande påtænkes nedlagt. Selskabet venter, at de første stillinger nedlægges i andet kvartal.
Nilfisk skriver i fredagens regnskab, at omkostningerne i første kvartal beløb sig til 85,6 mio. euro, hvilket er 3,4 mio. euro lavere end i første kvartal 2019. Det skyldes, at selskabet har haft fokus på en stram omkostningsstyring.
Nilfisk kommer fortsat ikke med forventninger til regnskabsåret, efter at selskabet suspenderede sine forventninger den 19. marts på grund af usikkerhed i forbindelse med coronavirusset.
Før suspenderingen ventede selskabet en organisk vækst i 2020 på minus 4 til 1 pct. og en EBITDA-margin på omkring 12-13 pct. Den organiske vækst var ventet negativ i første halvdel af 2020 og positiv i den anden halvdel af året.


