Fortsæt til indhold

Passagertallet styrtdykker i Danmarks største lufthavn på grund af coronakrisen

Passagertallet faldt med 24 pct. i Københavns Lufthavne i første kvartal. Samtidig opgiver lufthavnen foreløbig at komme med et bud på den økonomiske påvirkning af coronakrisen, viser nyt kvartalsregnskab.

Erhverv

Coronakrisen gør for alvor ondt på Københavns Lufthavne, der omfatter Københavns Lufthavn i Kastrup samt den noget mindre lufthavn i Roskilde.

Antallet af passagerer styrtdykkede i årets første tre måneder. I alt er 4,8 mio. passagerer passeret gennem lufthavnen i perioden, hvilket er et fald på hele 24,2 pct. sammenlignet med sidste år, viser et nyt regnskab for første kvartal, som Københavns Lufthavne har offentliggjort mandag.

Og årsagen er corona. For det var først, da coronavirussen for alvor begyndte at lamme den internationale flytrafik i slutningen af februar, at Københavns Lufthavne ligeledes kunne notere et stort fald i antallet af passagerer.

»Den negative udvikling i trafik startede i slutningen af februar, mens krisen for alvor slog igennem i løbet af marts, hvor antallet af rejsende faldt markant,« skriver lufthavnen i regnskabet.

Ifølge Københavns Lufthavne strøg omkring 83.000 passagerer dagligt igennem lufthavnen inden coronakrisen - i dag er tallet 900.

Ikke overraskende betyder det, at Københavns Lufthavne bliver hårdt ramt på pengepungen. Faktisk ender første kvartal med det, som lufthavnen selv betegner som et »historisk dårligt kvartalsresultat«.

Omsætningen styrtdykker fra 972 mio. sidste år til 764 mio. i år, hvilket er et fald på mere end 21 pct. Driftsresultatet lander på 313 mio. kr., hvilket er et fald på hele 38 pct.

Bundlinjen viser et plus på 56 mio. kr. mod knap 200 mio. kr. sidste år.

Coronakrisen får lufthavnen til at opgive at komme med et bud på, hvor økonomien lander i 2020.

»På baggrund af den store usikkerhed coronavirussen har skabt for flytrafikken i Danmark og resten af verden og usikkerhed om situationens varighed, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at foretage en rimelig vurdering af de økonomiske påvirkninger af coronavirussen. Derfor er det heller ikke muligt at give en forventning for omsætning, resultat før skat og samlede investeringer,« skriver Københavns Lufthavne i regnskabet.

Københavns Lufthavne oplyser, at selskabet vil offentliggøre nye forventninger til året, når der »foreligger tilstrækkelig klarhed« om krisen og den økonomiske situation.

Københavns Lufthavne, første kvartal 2020: Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr.1. kvartal 20201. kvartal 2019
Omsætning764972
Driftsresultat313507
Resultat før skat72256
Resultat efter skat56197
Artiklens emner
Københavns Lufthavne