Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nyt bilkoncept er nu en god forretning

Bilabonnement.dk, der ejes af Danmarks næststørste bilkoncern, har fået sit første overskud nogensinde.

Corona rammer verden
Peugeout er et af de mærker, som det er muligt at leje gennem Bilabonnement.dk. Foto: Bloomberg photo by Stefan Wermuth

Biler på abonnement har hidtil været en dårlig forretning for de, der har prøvet.

Men nu kan tjenesten Bilabonnement.dk fremvise sit første overskud nogensinde. Det viser et nyt regnskab fra selskabet bag, der ejes af Interdan, Danmarks næststørste bilkoncern.

I 2019 havde Bilabonnement.dk et overskud på 700.000 kr. mod et underskud på 3,6 mio. året forinden. For et år siden lød det ellers fra Interdans topchef, Kenneth Hansen, at »bilabonnementer er et forretningsområde, hvor det er svært at tjene penge«.

Men nu er det altså lykkedes virksomheden at knække koden til at få grønne tal på bundlinjen på en service, hvor kunden lejer en bil for en bindingsperiode på op til 24 måneder. Der er ingen udbetaling for bilen, og alt indgår i den månedlige ydelse med undtagelse af vinterdæk og brændstof.

»Til at begynde med var vi for gode af os i kreditvurderingen. Der blev taget kunder ind, som ikke skulle have været i forretningen. Det har vi fået rettet op på. Samtidig tænker vi nu forretningen mere som en fuld værdikæde, hvor vi køber bilerne af importørerne, lejer dem ud på bilabonnement og til sidst sælger dem gennem vores søsterselskab, der driver brugtbilsforretning,« siger Carsten Stephansen, adm. direktør i Bilabonnement.dk.

Han forklarer, at det kræver »dygtigt købmandskab« at tjene penge på bilabonnementer. Hos den største konkurrent, Dribe fra Semler Gruppen, er det blevet til et akkumuleret underskud på over 100 mio. kr.

Carsten Stephansen forventer en øget indtjening i 2020, selvom coronakrisen også har ramt den del af bilbranchen.

»Corona har været en hård omgang for os. Men nu er vi på den anden side af det, og forretningen er igen i højt gear. Vi kommer til at levere bedre i 2020, men jeg kan ikke sige hvor meget. Det kommer an på udviklingen i corona-udbruddet,« siger han.

For nylig kunne Finans fortælle, at der blandt flere af Interdan-koncernens bilmærker var opbygget overskudslagre af biler, som der nu skal sælges og leases ud af til lavere priser.

»Generelt justerer vi ikke særlig meget på vores abonnementspriser. Men vi laver dog også kampagner, hvis der er mange biler på lager. Den slags slår også igennem hos os,« siger Carsten Stephansen.

Interdan importerer biler fra mærkerne Citroën, Peugeot, DS, Mitsubishi og Opel.

Udover Bilabonnement.dk og Dribe er udlejningsfirmaer som Sixt og Europcar også begyndt at køre med abonnementskoncepter, ligesom andre aktører har kastet sig over konceptet.

BRANCHENYT
Læs også