Fortsæt til indhold

Dansk tøjmærke vinder kopikamp mod modegigant

Rains har vundet en retssag mod verdens største modekoncern, Inditex. Nu overvejer Rains at stævne Inditex i udlandet.

Erhverv

Det er tre år siden, at danske Rains stævnede verdens største modekoncern, Inditex, der står bag Zara-kæden og er ejet af klodens 15. rigeste mand, spanske Amancio Ortega.

Rains beskyldte Inditex for slavisk at kopiere flere af det danske tøjmærkes produkter.

Nu er der så faldet dom i det, der nemt kan betegnes som Davids kamp mod Goliat. Nøjagtigt som i de religiøse bøger, trak David sig sejrrigt ud af kampen.

Rains vandt retssagen og har fået rettens ord for, at Zara har lavet en så »nærgående efterligning« af flere regnjakker, at Rains' rettigheder er krænket efter markedsføringsloven. Det viser en dom, der er afsagt i Sø- og Handelsretten fredag.

»Fashion Retail, S.A. og Zara Danmark A/S (begge hører under Inditex, red.) forbydes at markedsføre, sælge samt importere produkterne,« står der i dommen.

Daniel Brix Hesselager, medstifter af og forretningsudvikler i Rains, glæder sig over den vundne retssag mod Inditex. Foto: PR/Rains

Ifølge en pressemeddelelse fra Rains skal Inditex nu betale et endnu ukendt beløb i kompensation for at have tabt retssagen. En sag, som Rains har brugt et millionbeløb på, og hvor det danske tøjmærke undervejs er blevet tilbudt og har afvist et forlig af principielle grunde.

Rains' medstifter og forretningsudvikler, Daniel Brix Hesselager, opfordrer nu andre modevirksomheder til at tage kopikampen op.

»Vi ville vise, at globale giganter ikke uhindret kan stjæle designs og overtræde rettigheder som en del af deres forretningsmodel. Vi er vidende om, at mange professionelle både i og uden for modebranchen har ventet spændt på resultatet af denne retssag for potentielt at følge i vores fodspor,« siger han i pressemeddelelsen.

Som Daniel Brix Hesselager tidligere har givet udtryk for over for Finans, vil Rains nu evaluere, om selskabet vil stævne Inditex i flere lande.

»Vi forventer at indstævne Zara i andre lande, når dommen i Danmark er på plads. Kopijakkerne er solgt i store dele af verden, hvilket betyder, at vi kan gøre vores rettigheder gældende mange steder. Interessen for sagen er stor internationalt, hvilket vil give sagernes udfald stor eksponering,« sagde han i oktober 2018.

Rains har som hjælp til retssagen brugt netværk og lokale detektiver til at identificere fabrikker i Kina, der skulle agere som vidner i sagen. De skulle fortælle, at de blev bedt af Inditex om at lave identiske kopier af Rains’ produkter. Blot med Zaras logo i nakken.

I 2016 begyndte Rains at få henvendelser fra kunder, som undrede sig over, at Zara solgte regntøj, der til forveksling lignede Rains’ produkter.

Efter en længere dialog med Inditex valgte Rains at gå rettens vej. Her er sagen flere gange blevet udskudt.

Men nu er der altså faldet dom.

Artiklens emner
Rains
Zara