Schackenborg kæmper med underskud
Schackenborg Fonden, der overtog det sønderjyske slot fra prins Joachim, er igen ramt af milliontab.
Det har ikke været nogen god forretning for tre af landets rigeste familier at overtage Schackenborg Slot fra prins Joachim.
For andet år i træk er der millionunderskud på det gamle slot, som Joachim fik i gave af den daværende lensgreve Hans Schack som blot ni-årig. Det viser et nyt regnskab fra Schackenborg Fonden.
I 2019 tabte Schackenborg Slot 2,7 mio. kr. Året før var underskuddet på 2,8 mio. kr.
Når det sønderjyske slot har sat millioner til, skyldes det flere ting. Det skriver ledelsen i regnskabet, der stemples som »utilfredsstillende.«
»Høsten i 2019 blev realiseret en del bedre end tørkeåret 2018, men priserne på afgrøderne faldt væsentligt som følge af en generelt god høst i Europa,« lyder det.
Derudover har Schackenborg i forbindelse med ansættelsen af en ny direktør »iværksat en række tiltag, der på en korte bane er underskudsgivende,« fremgår det.
Bag Schackenborg Fonden står Danfoss-, Ecco- og Lego-familien, der i 2014 var med til at købe Schackenborg Slot for 100 mio. kr.
Der er tale om en erhvervsdrivende fond, som udover Schackenborg Slot også overtog et dertil hørende landbrug, der omfatter agerbrug og juletræsproduktion. Sidstnævnte har tidligere været en udfordring, men viser nu positive takter.
»Fonden indgik i 2019 aftale om bortforpagtning af juletræsproduktionen i en længere årrække og frigør den kapital, der er bundet i juletræskulturerne over kontraktens løbetid. Samarbejdet med forpagteren forløber tilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet.
Selvom Schackenborg sætter penge til, løber slottet ikke tør for penge foreløbigt. Fonden bag slottet har en egenkapital på 106 mio. kr.
Lige nu er samtlige arrangementer på Schackenborg Slot, som er åbent for offentligheden, udsat på grund af coronapandemien.
Prins Joachim og prinsesse Marie fungerer som protektorer for Schackenborg Fonden, hvilket giver dem mulighed for fortsat at opholde sig på slottet i perioder af året.

