Erhverv

Dansk cannabis-selskab har første dag på den danske børs

Foto: Washington Post/Melina Mara

Den danske virksomhed Stenocare, der dyrker, sælger og importerer medicinsk cannabis, har mandag sin første handelsdag på dansk grund på Nasdaq First North-børsen.

Tidligere har Stenocare ellers været noteret på den svenske Spotlight-børs, men har taget beslutningen om at blive noteret på det danske marked i stedet. Skiftet sker i håbet om at trække flere aktionærer til, lyder det fra administrerende direktør Thomas Skovlund Schnegelsberg i en pressemeddelelse.

Og det er en glad direktør, der i dag har første skoledag på den danske børs.

- I dag er en vigtig milepæl for vores virksomhed. Vi er taknemmelige for vores plus 4000 aktionærer, og med skiftet til Nasdaq håber vi at kunne byde endnu flere nye aktionærer velkommen. At se vores logo på Nasdaq bygningen på Times Square i New York er en fantastisk oplevelse, og det er et godt startpunkt for vores ambition om at blive et ledende europæisk brand indenfor medicinsk cannabis

Stenocare havde sin første handelsdag i oktober 2018. Aktien har siden været handlet mellem 8,80 kr. i oktober 2018 og 56 kr. i juli sidste år.

Aktien ligger i sin første handelsdag på First North-børsen mandag formiddag til 33,80 kr. - en stigning fra dagens åbningskurs i 32,35 kr. på 4,5 pct.

Stenocare lukkede sin sidste handelsdag på den svenske børs i 30 kr.

BRANCHENYT
Læs også