Fortsæt til indhold

ISS-rival vil hente milliarder efter coronaramt kvartal

Compass, der har selskaber som Bank of America, Coca-Cola og Google på kundelisten, har ligeledes fået løftet selskabets kreditfaciliteter til 2,8 mia. pund fra 2 mia. pund. Arkivfoto: Jan Dagø
Erhverv
/ritzau/FINANS

Den britiske servicekoncern Compass vil hente 2 mia. pund - svarende til 16,7 mia. kr. - i markedet til at polstre kassen til coronakrisen.

Det oplyser selskabet, der er en konkurrent til danske ISS på kantineområdet, i en meddelelse tirsdag morgen.

Pengene skal ifølge topchef Dominic Blakemore reducere gearingen og øge likviditeten.

De skal hentes ved en udstedelse af nye ordinære aktier uden forkøbsret og kan ifølge Bloomberg News blive en af de største aktiesalg i Storbritannien i år.

Compass, der har selskaber som Bank of America, Coca-Cola og Google på kundelisten, har ligeledes fået løftet selskabets kreditfaciliteter til 2,8 mia. pund fra 2 mia. pund.

- En stærk balance vil tillade os at klare os igennem krisen, samtidig med vi fortsætter med at investere i vores forretning for at forbedre vores konkurrencefordele, understøtte vores langsigtede vækstmuligheder og konsolidere vores position som branchens førende inden for fødevareservice yderligere, lyder det fra topchefen.

Meldingerne kommer tirsdag i Compass’ regnskab for første halvår af det skæve regnskabsår 2019/20, der kalendermæssigt løber fra oktober 2019 til og med marts 2020.

Her kunne servicekoncernen fortælle om om stærke resultater ind til udgangen af februar med en organisk omsætningsvækst på omkring 6 pct.

Herefter har udbruddet af coronavirus ramt selskab, og i marts måtte selskabet se den organiske omsætning falde 20,4 pct., inden at det accelererede til 46,1 pct. i april.

Oven på resultaterne i første halvdel af regnskabsår trækkes forventningerne til året. Dominic Blakemore tror dog på selskabets succes på den anden side af krisen:

- Selv om der er signifikante kortsigtede udfordringer, er jeg overbevist om, at Compass nu er godt placeret til at få succes i en post-Covid-19-verden, lyder det fra topchefen.

Artiklens emner
Servicebranchen
Compass Group