Erhverv

SAS henter ny kassemester hos svensk forsvarsproducent

Foto: Jens Dresling

Det bliver Magnus Örnberg, der skal afløse Torbjørn Wist som finansdirektør hos SAS. Det oplyser flyselskabet tirsdag morgen i en meddelelse.

Magnus Örnberg, der kommer fra en tilsvarende stilling hos SAAB, starter senest 1. oktober.

- Jeg er meget tilfreds med at byde Magnus Örnberg velkommen til SAS. Magnus' omfattende finansielle ekspertise sammenholdt med hans flyerfaring fra SAAB gør ham til en værdifuld tilføjelse til SAS, siger topchef Rickard Gustafson i meddelelsen.

Den kommende kassemester er stolt og glad for at skulle starte hos SAS:

- SAS har et stærkt brand, en klar markedsposition og udgør en vigtig del af den skandinaviske infrastruktur, lyder det fra Magnus Örnberg.

Den nuværende finansdirektør, Torbjørn Wist, forlader SAS i løbet af september. Han skal i stedet være kassemester hos norske Wallenius Wilhelmsen.

BRANCHENYT
Læs også