Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Goldman Sachs: Musikindustrien vil komme stærkt tilbage

Lige nu ligger dele af musikindustrien ned på grund af aflyste koncerter - men den samlede værdi bliver næsten fordoblet inden 2030, forudser Goldman Sachs.

Corona rammer verden
Musikindustrien er hårdt ramt af coronakrisen med aflyste koncerter og festivaler. Heller ikke Roskilde bliver afviklet i år, men fremtiden for industrien ser lys ud, spår Goldman Sachs. Foto: Olivia Loftlund

Omsætningen i den globale musikindustri kan falde med op til 25 pct. i år. Især livemusikken bliver hårdt ramt med et fald på 75 pct. på grund af aflyste koncerter og festivaler.

Det var den dårlige nyhed.

Men på længere sigt står industrien over for et stærkt comeback, skriver analytikere fra investeringsbanken Goldman Sachs i en analyse, ifølge CNBC.

Goldman Sachs forventer, at den globale omsætning i musikindustrien vil ramme 142 mia. dollars - ca. 968 mia. kr. - i slutningen af dette årti.

Det er en stigning på 84 pct. i forhold til niveauet fra 2019 på 77 mia. dollars.

På langt sigt vil vi se stigninger i omsætningen fra den betalte streaming af musik, en generel voksende efterspørgsel på musik og livekoncerter, nye licensmuligheder og deregulering af industrien, skriver Goldman Sachs.

Banken forventer, at onlinestreaming vil vokse kraftigt og nå 1,2 mia. brugere i 2030. Det er fire gange så mange som sidste år, hvor der var 341 mio. betalende abonnenter.

Goldman Sachs nævner især Universal Music Group og Sony Music som de store vindere.

»Streamingplatformene kommer også til at drage fordel af den stigende brug af musikstreaming og deres store mængde forbrugerdata, selvom konkurrencen sandsynligvis vil intensiveres. Vi foretrækker førende, store spillere som Spotify og Tencent Music,« lyder det i analysen fra banken.

Også YouTube nævnes på grund af tjenestens gode muligheder i forbindelse med musikvideoer, der kan bruges i reklamer og til at tiltrække abonnenter.

Som en disclaimer oplyser banken, at den inden for de seneste 12 måneder har udført arbejde for Alphabet, Spotify, Tencent og Vivendi som alle er en del af musikindustrien.

BRANCHENYT
Læs også