Erhverv
BREAKING

Verdens rigeste tilføjer milliarder til kontoen

Formuen er vokset hos flere amerikanske rigmænd i forbindelse med coronakrisen.

Amazon-stifteren Jeff Bezos har tilføjet milliarder til kontoen under coronakrisen.

Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Sådan lyder et gammelt ordsprog, som for flere amerikanske milliardærer ser ud til at holde stik. For mens virksomheder verden over har tabt svimlende beløb og kæmpet for overlevelse i forbindelse med coronakrisen, har amerikanske milliardærer set deres formuer vokse. Det viser en ny rapport ifølge CNBC.

Samlet er milliardærernes formuer vokset med 434 mia. dollars fra midten af marts til midten af maj, hvor store dele af verden har været lukket ned.

De største gevinster er havnet hos Amazon-stifteren Jeff Bezos og Facebooks Mark Zuckerberg, som tilføjede henholdsvis 34,6 mia. dollar og 25 mia. dollar til deres formuer.

Rapporten er baseret på Forbes-data for USA’s mere end 600 milliardærer og fremhæver, hvordan coronakrisen har belønnet de største og mest teknologibaserede virksomheder.

Teslas Elon Musk var blandt de rigmænd, som hentede den største procentvise formuestigning i løbet af de to måneders nedlukning. Hans nettoværdi steg i perioden med 48 pct. til samlet 36 mia. dollars. Til sammenligning steg Zuckerbergs formue med 46 pct. i samme periode, mens Bezos’ formue steg med 31 pct.

Ifølge CNBC har særligt milliardærer indenfor rejsebranchen og detailhandel lidt tab i forbindelse med krisen.

Hele listen fra Forbes kan findes her.

BRANCHENYT
Læs også