Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dobbelt så mange danskere klager over aflyste fly under krisen

Forrige år i april modtog Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen 80 klager over flyaflysninger. I år er tallet steget til 159 klager.

Corona rammer verden
Ifølge EU’s flypassagerrettigheder skal passagerne selv kunne vælge, om de ønsker at få pengene for de aflyste fly refunderet, ombooket eller som tilgodebevis i form af en voucher.  Arkivoto: Mads Nissen

Mens flyselskaber verden over taber millioner af kroner på parkerede fly og uafviklede afgange, klager dobbelt så mange danskere under coronakrisen over, at flere flyselskaber i den seneste tid har nægtet at tilbagebetale penge for rejser, der er aflyst som følge af krisen.

Det skriver DR på baggrund af nye tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

»Styrelsen kan oplyse, at der har været en stigning i antallet af klager grundet de mange flyvninger, som er blevet aflyst som konsekvens af coronakrisen,« skriver kontorchef Lars Korsholm i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i en mail til DR Nyheder.

I perioden fra den 14. marts til 14. maj i år har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ifølge mediet modtaget i alt 483 klager. Heraf er 333 klager over aflysninger. Til sammenligning modtog styrelsen i gennemsnit 82 klager om måneden grundet aflysninger i 2018 og 2019.

Forrige år modtog styrelsen 80 klager over aflysninger i april. Et tal, der i samme periode i år, er steget til 159 klager.

Ifølge EU’s flypassagerrettigheder skal passagerne selv kunne vælge, om de ønsker at få pengene for de aflyste fly refunderet, ombooket eller som tilgodebevis i form af en voucher.

Flere lande har dog under krisen ville se mellem fingre med reglerne, der kan koste penge for de allerede pressede fly- og rejseselskaber. Blandt andre Frankrig, Belgien, Holland, Irland og Polen underskrev et brev, hvor landene udtrykte utilfredshed med reglerne, som de kaldte forældede.

Transportministerier Benny Engelbrecht fastholder dog overfor DR, at man som passager har ret til at få refunderet sin billet.

»Man skal nok bestræbe sig på at have lidt mere tålmodighed end normalt. Der er i øjeblikket mange flyselskaber, der arbejder med stærkt nedsat bemanding. Det kan godt have en vis effekt, i forhold til at der er passagerer, der ikke rettidigt får en tilbagebetaling,« siger transportminister Benny Engelbrecht til mediet og tilføjer:

»Jeg vil gerne slå fast, at det er sådan, at er et fly aflyst, så har man som passager ret til at få refunderet sin billet.

Ifølge DR har de mange klager fået Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at indkalde de fem flyselskaber, der har modtaget flest klager, til et møde. Her skal de drøfte selskabernes aktuelle håndtering af klagesagsbehandling.

Ifølge styrelsen er der tale om KLM, Vueling, Ryanair, SAS og Norwegian.

BRANCHENYT
Læs også