Erhverv

Lufthansa genoptager flyvninger til flere destinationer

Fra midten af juni vil det tyske flyselskab igen flyve til 20 forskellige destinationer.

Det tyske flyselskab genoptage rejser til bl.a. Kreta, Mallorca, Rhodos, Venedig, Ibiza og Malaga. AP Photo/Michael Probst) Foto: AP/Michael Probst

Den tyske luftfartskæmpe Lufthansa vil fra midten af juni igen have flere fly på vingerne.

Ifølge en talsperson fra selskabet vil luftfartsgiganten nemlig genoptage flyvninger til 20 forskellige destinationer i løbet af den kommende måned, skriver Reuters.

Bl.a. vil flyvninger til populære feriemål som Kreta, Mallorca, Rhodos, Venedig, Ibiza og Malaga blive genoptaget, men også flere rejsemål kan blive oplyst i den kommende uge, oplyser talspersonen ifølge mediet.

Tidligere på ugen meddelte ledelsen i Lufthansa i et internt brev sine ansatte, at selskabet meget vel kan have omkring 200 fly, der kommer til at stå på jorden ind i 2022. Samtidig blev de ansatte forberedt på, at der kan være flere fyringer på vej.

Men nu ser det altså ud til, at flere fly den kommende tid kommer på vingerne igen. Ifølge Reuters har Lufthansa også løftet sløret for at genoptage flyvninger til bl.a. Los Angeles, Toronto og Mumbai fra juni.

Ifølge mediet skal flyene lette fra Frankfurt, hvor Lufthansa har sin hovedbase.

Lufthansa er Europas største flyselskab og parkerede stort set samtlige af sine fly på jorden i marts, da store dele af verden indførte rejserestriktioner i forbindelse med coronakrisen. Det resulterede i, at Lufthansa fjernede omkring 95 pct. af sine flyvninger.

BRANCHENYT
Læs også