Erhverv

Grænsehandel flyttet til danske butikker: »Et helt andet forbrug, end vi normalt ser«

De lukkede grænser har ført til et salgsboom af specifikke varer i Danmarks sydligste kommuner, fortæller landets største dagligvarekoncerner.

Grænsehandlen har været lukket under coronakrisen. Det har flyttet salget til danske supermarkeder. Foto: Carsten Andreasen

Den enorme handel af slik, sodavand, øl og vin er tilsyneladende flyttet fra grænsen og til Danmark under coronakrisen.

Det fortæller Danmarks to største dagligvarekoncerner Salling Group og Coop.

»I de kommuner, der grænser op til Tyskland, er der et helt andet forbrug, end vi normalt ser. Der er tendensen kraftig, men tendensen gør sig også gældende længere oppe i landet,« siger Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group, der står bag kæder som Netto, Føtex og Bilka.

Han fortæller, at Salling Group har set et mersalg på mellem 25 og 40 pct. på grænsevarer i landets sydligste kommuner under coronakrisen.

Hos konkurrenten Coop har man sågar lavet en analyse på tendensen. Den viser, at i kommunerne Aabenraa, Tønder, Sønderborg, Haderslev, Lolland og Guldborgsund steg salget af de varer, der handles uden afgift ved grænsen, med 39 pct. i april 2020 sammenlignet med året forinden.

I resten af landet var salget af slik, sodavand, øl, vin og spiritus 7 pct. højere end for et år siden.

»Noget af stigningen kan forklares med, at restauranter, caféer og barer har været lukket, og at vi i det hele taget har været mere hjemme med børnene. Forskellen på salget i Syddanmark og resten af landet udgør det, man kan kalde mersalget som følge af grænselukningerne, og det er dermed også et udtryk for, hvor stor grænsehandlen er til hverdag,« står der i analysen fra Coop, som står bag kæder som Fakta, Kvickly og SuperBrugsen.

Coop har i øvrigt selv tre grænsebutikker under Fakta-kæden.

Det er især øl og vin, der storsælger i danske supermarkeder under coronakrisen. I Syddanmark var mersalget af de to varekategorier henholdsvis 52 og 38 pct. i april.

»Naturligvis er det ikke kun danskere i Syddanmark, der grænsehandler. Men man må antage, at det meste af grænsehandlen går til det sydligste Danmark,« skriver Coop i sin analyse.

Danmarks suverænt største aktør inden for grænsehandel, Fleggaard-koncernen, har tidligere forklaret, at grænselukningen har været alvorlig for koncernen.

»Det er klart, at den nye situation vil få store konsekvenser for os. Vi er ved at skabe os et overblik og vil over den kommende periode løbende tilpasse vores kapacitet og åbning i takt med efterspørgslen og omstændighederne i øvrigt,« sagde Lars Mose Iversen, chef for grænsebutikkerne under Fleggaard og Calle, tidligere under krisen til JydskeVestkysten.

BRANCHENYT
Læs også