Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Overblik: Sådan må man igen komme på forretningsrejse

Tilbud om en coronatest både før og efter forretningsrejsen og et godt råd om at dobbelttjekke forsikringen, sådan lyder nogle af de nye retningslinjer fra Udenrigsministeriet.

Corona rammer verden
Så er der igen afgang for erhvervsrejser, hvis der vel at mærke er tale om nødvendige rejser, der ikke kan udskydes eller klares ved virtuelle møder. Fra i dag gælder nye retningslinjer fra Udenrigsministeriet for erhvervsrejser ud af - og ind i Danmark. AP Photo/Gero Breloer

De danske grænser er stadig lukkede, og Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle såkaldt ikke-nødvendige rejser til udlandet - men fra og med i dag kan danske virksomheder igen sende medarbejdere på forretningsrejser og modtage gæster fra udlandet.

For danske medarbejdere, der skal ud i verden, har Udenrigsministeriet sammen med erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen udarbejdet en række retningslinjer.

Udenrigsminister Jeppe Kofoed understreger, at så mange forretningsrejser som muligt fortsat skal udskydes eller holdes virtuelt, men nødvendige forretningsrejser og besøg er nu igen tilladt.

»Over 800.000 danske job er knyttet til vores eksport. Mange af de job kan forsvinde, hvis ikke der åbnes for erhvervsrejser. Det er dog afgørende for regeringen, at en genåbning for erhvervsrejsende sker sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi må ikke risikere at sætte vores hidtidige, virkningsfulde indsats over styr,« siger han i en pressemeddelelse.

Her er hovedtræk af de nye retningslinjer:

Nødvendige erhvervsrejser er:

1) En erhvervsrejse eller et møde, der relaterer sig til en kontrakt eller lignende.

2) Studierejser, deltagelse på seminarer mv. på baggrund af en konkret vurdering af nødvendigheden af mødet og muligheden for at afvikle det uden fysisk tilstedeværelse.

Arbejdsgiveren har ansvar for at undgå corona-smitte:

Arbejdsgiverne har et særligt ansvar for at forhindre smittespredning - også når det kommer til forretningsrejser, hedder det i de nye retningslinjer. Derfor skal arbejdsgiveren anlægge et forsigtighedsprincip i forhold til at vurdere, om en konkret rejse er en nødvendig.

Covid-19 test både før og efter:

Man kan blive testet i de hvide testtelte, som er opstillet rundt om i landet. Forretningsrejsende skal være opmærksom på, at forskellige lande - og transitlande - både kan stille krav om en test, og om hvor gammel testen må være. Efter hjemkomst kan man blive testet igen, og med en negativ test bortfalder et krav om hjemmekarantæne i 14 dage efter rejse i udlandet.

Tjek forsikringen:

Virksomheder skal både sikre sig, at forsikringen dækker og have en beredskabsplan for, hvis en medarbejder bliver syg med covid-19 på rejse i udlandet. Udenrigsministeriet advarer om, at sundhedsvæsenet i en række lande har kapacitetsproblemer, og at det også kan være sin sag at komme på privathospital eller skaffe et ambulancefly hjem.

Gør ekstra rent på hotellet og pas på buffet-mad:

Det kan være en god idé at give medarbejdere desinfektionsmidler med hjemmefra, så kontaktflader på hotelværelset kan få en ekstra rengøringstur, og hold afstand og vask hænder ekstra godt, hvis der er buffet-servering af maden på hotel eller restaurant, lyder et godt råd under rejsen.

Tegn på sygdom efter hjemkomst:

Hvis man har symptomer allerede i lufthaven, skal man sørge for hjemtransport i egen bil. Og hvis man får symptomer derhjemme, skal man ringe til sin læge.

BRANCHENYT
Læs også