Lufthansa indgår aftale om hjælpepakke
Flyselskabet har indgået aftale med den tyske regering, forlyder det.
/ritzau/FINANS
Lufthansa har indgået aftale om en hjælpepakke fra den tyske regering.
Det skriver nyhedsbureauet DPA med henvisning til kilder med indblik i sagen.
Pakken skal sætte flyselskabet i stand til at håndtere de økonomiske følger af virusudbruddet. Omkring 90 pct. af Lufthansas fly står på jorden som følge af coronapandemien, der en overgang kostede selskabet op til 800 mio. euro månedligt, skriver DPA.
Mandag middag ligger Lufthansa-aktien over 7 pct. højere end fredag i 8,63 euro.
Hjælpepakken mangler fortsat nødvendige godkendelser, heriblandt fra EU-Kommissionen.


