Fortsæt til indhold

Vækstsultent transportselskab vokser i snegletempo

Nordic Transport Group, der skrev sig i børslisterne sidste år, fortsætter i vækstsporet, omend i et langt lavere tempo end tidligere.

Transportselskabet NTG har kontor på Hammerholmen i København. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

Selvom det danske transportselskab Nordic Transport Group, NTG, tydeligt mærker coronakrisen, så har effekten ikke kradset dybe mærker i forretningen endnu.

Men set i forhold til koncernens vækstridt de seneste år er kvartalets salgsvækst forsvindende lille.

I første kvartal voksede koncernen med 2,6 pct., hvoraf 0,3 pct. var organisk, mod høje tocifrede vækstrater i tidligere år.

NTG fastholder forventningerne til en omsætning for helåret på 4,5-5,3 mia. kr. og et justeret driftsresultat (ebit) på 130-180 mio. kr.

De forventninger blev dog nedjusteret i slutningen af marts, hvor ledelsen accepterede, at coronakrisen ville gøre indhug i vækstdrømmene.

Det højeste niveau i selskabets nye 2020-forventningsspænd til omsætning og driftsresultat ligger under, hvad NTG hentede hjem i 2019. Det betyder også, at koncernen forventer, at forretningen skrumper i 2020.

»Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi hellere havde forsat med tocifrede vækstrater, men i det nuværende marked mener jeg godt, at vi kan være stolte af vores resultater,« skriver adm. direktør Michael Larsen i en mail som kommentar til regnskabet.

Driftsmarginen (ebit) har i kvartalet taget et stød og er banket ned til 3,4 pct. fra 3,6 pct. i samme kvartal sidste år.

I de fem år inden børsnoteringen seksdoblede NTG omsætningen til 4,5 mia. kr. Målet er at vokse via opkøb, hæve indtjeningen gennem skala og på sigt få NTG op i top 20 over globale speditører.

Mens forretningen for luft- og søfragt er hårdest ramt, er der mere gang i hjulene for vejgodsfragten. Den del af forretningen er NTG’s klart største og står for 80 pct. af omsætningen og voksede med 1,9 pct. organisk i kvartalet.

I forbindelse med regnskabet lancerer transportselskabet et aktietilbagekøbsprogram på 20 mio. kr., som skal bruges til fremtidige incitamentsprogrammer og at møde minoritetaktionærers krav.

mio. kr.Q1 2020Q1 2019
Omsætning1310,61276,7
Justeret driftsresultat44,945,8
Nettoresultat21,424,2