Moody's sænker vurdering af SAS
Udsigterne for luftfartsindustrien er blevet så meget mørkere, at kreditvurderingsinstituttet Moody's har valgt at skrue på to af sine vurderinger af SAS.
Coronakrisen har gjort fremtiden dyster for SAS og de øvrige luftfartselskaber, og det har fået Moody’s til at reagere.
Kreditvurderingsinstituttet har valgt at nedgradere to af det nordiske luftfartsselskabs vurderinger.
Det drejer sig om den såkaldte CFR, der står for corporate family rating, og om selskabets probability of default-rating.
SAS beholder indtil videre sin langsigtede kreditvurdering, men den er på selskabets overvågningsliste med risiko for at blive sænket.
Moody’s nye syn på SAS kommer ovenpå, at selskabet ser en stigende varighed og omfang af coronavirussens udbrud. Luftfartsindustrien vil være dybt begrænset i både 2020 og 2021, og branchen kommer ikke til at vende tilbage til normalen før 2023, lyder det i en analyse.
»Dagens nedgradering afspejler omfanget og alvoren chokkets effekt på SAS og den brede forværring af kreditkvalitet, det har forårsaget,« skriver Moody’s i sin analyse.
SAS er tynget af gæld og har utilstrækkelige mængder af penge på kistebunden til at dække udgifterne over en længere tidsperiode. Det betyder også, at SAS ifølge Moody’s »uundgåeligt« har brug for at blive rekapitaliseret med hjælp fra investorerne - og muligvis også med hjælp fra kreditorerne.

