Erhverv

Nilfisk optager ny lånefacilitet på 100 mio. euro

Foto: Nilfisk

Nilfisk øger nu sit likviditetsberedskab med en yderligere lånefacilitering på 100 mio. euro, så selskabet nu har samlet 550 mio. euro tilgængeligt gennem lånefaciliteter.

Det meddeler Nilfisk i en meddelelse til fondsbørsen.

- For at afklare mulige spekulationer i medierne, informerer vi om, at Nilfisk har øget sit likviditetsberedskab, lyder det blandt andet fra selskabet.

Beskeden kommer som direkte respons på spekulationer blandt analytikere om, at gældstyngede selskaber som Nilfisk og DFDS kan være nødsaget til at sætte gang i aktiesalget for at styrke kapitalgrundlaget.

- Begge selskaber stikker ud med en bekymrende høj gæld. De kan derfor blive tvunget ud i en kapitalforhøjelse, lød det fra Tue Østergaard, der er investor og direktør i HC Andersen Capital, til Børsen.

Dagens besked fra Nilfisk kan være med til at skabe større tryghed for investorerne, vurderer Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet

- Under en krise er det, som alle investorer frygter mest, at et selskab bliver tvunget til at sælge nye aktier til en pris, som er stærkt decimeret. Derfor er det relevant om selskaberne har tilstrækkelig med egenkapital til at komme videre uden at investorerne skal skyde ekstra og ny kapital ind i selskaberne. Nilfisk har ved at trække på lånefaciliteter i hvert fald i først omfang afvist, at ny aktiekapital er nødvendig. Hvis efterspørgslen fortsat er lavt, kan det blive nødvendigt på et senere tidspunkt men ikke her og nu, skriver han i en kommentar.

Nilfisk-aktien falder tirsdag formiddag 2,3 pct. til 99,1 kr.

BRANCHENYT
Læs også