Erhverv

Hertz har fyret tusindvis for at overleve - cheferne får millionbonus for at blive ombord

Det globale biludlejningsfirma Hertz har søgt om konkursbeskyttelse.

John Amis/AP Images for Hertz Fast Lane powered by CLEAR

Kampen for at overleve coronakrisen har fået det globale biludlejningsfirma Hertz til at skille sig af med flere end 10.000 medarbejdere siden april.

I sidste uge ansøgte Hertz om en såkaldt chapter 11, der er en amerikansk konkursbeskyttelse, som har til formål at få selskabet rekonstrueret, og nu viser dokumenter, at Hertz har udbetalt fastholdelsesbonusser til en lang række chefer.

Den 19. maj udbetalte Hertz 16,2 mio. dollars, hvilket er mere end 100 mio. kr., i fastholdelsesbonus til ca. 340 chefer.

Det fremgår af dokumenter, som biludlejningsfirmaet har indsendt til de amerikanske børsmyndigheder, Securities and Exchange Commission. Af dokumentet fremgår det, at bonusserne bl.a. er blevet udbetalt med følgende begrundelser:

  1. Den økonomiske og operationelle usikkerhed, som selskabet og dets medarbejdere står over for, mens virksomheden navigerer i de enestående omstændigheder, der er opstået som følge af covid-19's negative indvirkning på den globale rejsesektor.
  2. Den betydelige ekstra indsats, der udføres af selskabets centrale medarbejdere som følge af en reduceret arbejdsstyrke pga. det ekstremt udfordrende forretningsmiljø.
  3. At modtageren ikke har ret til at deltage i selskabets årlige bonusprogram for 2020.
  4. Risikoen for, at virksomhedens aktuelle udfordringer medfører afgang af nøglemedarbejdere og de betydelige fordele, det giver for virksomheden at give incitamenter for sådanne medarbejdere til at forblive hos virksomheden.

Poal Stone, der kom til som adm. direktør i Hertz få dage inden fastholdelsesbonusserne blev udbetalt, fik 700.000 dollars svarende til 4,8 mio. kr. Finansdirektør Jamere Jackson fik udbetalt 600.000 dollars, hvilket svarer til 4 mio. kr.

Hvis cheferne, som har fået udbetalt bonus, forlader selskabet frivilligt inden den 31. marts 2021, skal bonussen betales tilbage, fremgår det af betingelserne.

Ifølge Hertz får selskabets konkursbeskyttelse i USA ikke umiddelbart nogen konsekvenser for drift i Europa, Australien eller New Zealand. Selskabet har oplyst, at det har en kontantbeholdning på én mia. dollars, som sikrer driften uden for USA.

Hertz har over 100 år på bagen, og på verdensplan havde selskabet i 2019 ca. 38.000 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også