Erhverv

Dansk rejsebureau er gået konkurs

På lidt over en måned er fire danske rejseselskaber krakket.

På lidt over en måned er fire danske rejseselskaber krakket. Denne gang er det Pacific Tours, som solgte rejser til Australien, New Zealand, Canada og USA.

Coronakrisen fortsætter med at tage livet af danske rejsebureauer, som lige nu nærmest står uden nogen form for indtjening.

På lidt over en måned er fire danske rejseselskaber krakket. Denne gang er det Pacific Tours, som solgte rejser til Australien, New Zealand, Canada og USA, der er gået konkurs. Det viser en registrering i Statstidende.

Allerede inden coronakrisen havde Pacific Tours haft to år med underskud, og egenkapitalen var negativ. Derfor ramte coronapandemien på et kritisk tidspunkt.

Bag selskabet står Michael Jensen, der har været i rejsebranchen siden 1983 hos bl.a. Gate Eleven, My Travel, Risskov Travel Partner og Spies Rejser. Han ejer Pacific Tours sammen med Terje Gabrielsen.

Landets rejseselskaber er lige nu presset til det yderste. I løbet af april gik både Jasø Rejser og Robinson Scandinavia konkurs. Dernæst fulgte Express Travel, som primært solgte flybilletter.

For få uger siden vedtog regeringen med bred politisk opbakning, at rejsebranchen får et tilskud på 600 mio. kr. Desuden styrkes rejsegarantifonden med 125 mio. kr.

Samtidig fjernes den forhadte klausul om, at branchen hæfter kollektivt for de statsgaranterede lån, som rejsebureauerne kan få til at refundere forbrugerne for aflyste rejser. I stedet hæfter selskaberne individuelt for lån, som optages efter den 14. april.

Den nye hjælpepakke vil afværge en lavine af konkurser, lød det fra Dansk Rejsebureau Forening.

Danmarks Rejsebureau Forening, DRF, fremhæver, at hjælpepakken ikke løser alle problemer, men at den har afværget en lavine af konkurser.

»Rejsebureauerne er fortsat under et massivt pres grundet covid-19. Med aftalen har vi fået en tiltrængt hjælpende hånd. Det er vi Erhvervsministeren og Folketinget meget taknemmelige for. Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig i den kommende tid«, sagde direktør Lars Thykier.

Pacific Tours er medlem af Rejsegarantifonden, men har ikke solgt pakkerejser siden den 21. april.

»Rejser solgt fra 21. april 2020 og fremefter er ikke dækket af Rejsegarantifonden,« skriver selskabet på sin hjemmeside.

BRANCHENYT
Læs også