Erhverv

Strejken på Coops kæmpelager er afblæst

Efter at lagerarbejdere på Coops distributionscenter i Odense torsdag valgte at nedlægge arbejdet, er meldingen nu, at de er tilbage på arbejde fra i nat.

Der er igen intern ro på Coops Odense-lager efter en strejke, så der igen kan komme varer ud til bl.a. SuperBrugsen. Arkivfoto: Sine Fiig

»Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse på Odense Distributionscenter er stoppet, og arbejdet normaliseres fra i nat,« lyder det i en kortfattet, skriftlig melding fra Coop.

»Når der kommer et nathold ind, går de i gang igen. Der var en utilfredshed, som førte en arbejdsnedlæggelse for dagholdene tidligere,« supplerer Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, der driver kæderne Fakta, Kvickly, Irma, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen med over 1.000 butikker på landsplan.

Ifølge informationsdirektøren er der ikke indgået nogen aftale for at få de ansatte i arbejde på ny. Og han afkræfter, at afskedigelser var baggrunden for strejken på lageret.

»Der har ikke været nogen fyringer. De har været utilfredse med nogle forhold,« siger Jens Juul Nielsen.

Den nærmere baggrund vil Coop ikke kommentere, men koncernen satser på, at »en god dialog« skal forhindre flere strejker.

»Vi forventer, at det vil være normalt herfra.«

Den kortvarige strejke får med stor sandsynlighed ikke betydning i forhold til at få nok varer ud i butikkerne op til pinse.

I fraværet af lagerarbejdere havde Coop torsdag indkaldt funktionærer fra resten af landet til at håndtere de mange varer, der skulle sendes ud i Danmark.

»Varerne kommer ud, men det går kommer til at gå langsommere end normalt og med en smule forsinkelse. Vi forventer dog ikke, at kunderne kommer til at mærke det i noget nævneværdigt omfang,« lød det torsdag fra Jens Juul Nielsen.

Lageret i Odense er på 72.000 kvadratmeter, ligger ud til motorvejen E20 og er det mest automatiserede af Coops fem distributionscentre i landet. De øvrige er beliggende i Hasselager ved Aarhus, Aalborg, Albertslund og Brøndby.

Coop købte lageret i Odense i slutningen af 2019 for 500 mio. kr. Indtil det havde Coop lejet sig ind hos milliardæren Niels Thorborg, der ejede den gigantiske ejendom.

Den store daglivarekoncern omsatte i 2019 for 42,7 mia. kr. og beskæftiger knap 40.000 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også