Erhverv

Hoteldirektør: Grænseåbning er en "våd klud i hovedet" på hoteller og restauranter i København

Åbning for turister fra Tyskland, Norge og Island hjælper især sommerhusbranchen, men for turismen i København er regeringens melding en skuffelse, lyder det fra Scandic-direktør.

»Vi er i strid, strid modvind,« siger Søren Faerber, adm. direktør i Scandic Hotels. Han er skuffet over, at åbningen for turister fra Tyskland, Norge og Island har den restriktion, at der ikke må bookes hotel i København. Foto: Scandic Hotels

De restriktioner, statsminister Mette Frederiksen vil lægge på kommende turistbesøg i Danmark, er en kæmpe skuffelse for hoteller og restauranter i hovedstadsområdet.

Det er vurderingen fra Søren Faerber, adm. direktør i en af landets største hotelkæder, Scandic Hotels, efter at Mette Frederiksen fredag annoncerede, at turister fra Tyskland, Norge og Island fra midten af juni igen kan besøge Danmark, men kun må booke hotel uden for København.

»Jeg er mest af alt skuffet over den melding. Det er fint, at vi får åbnet op til Norge, Island og Tyskland, jeg er sikker på, at der er rigtig mange sommerhusudlejere, der er glade for, at den tyske grænse åbner op. Det, der skuffer mig mest, er den her, jeg vil næsten sige stigmatisering af København som rejsemål,« siger Søren Faerber.

Det, der skuffer mig mest, er den her, jeg vil næsten sige stigmatisering af København som rejsemål.

Søren Faerber, adm. direktør, Scandic Hotels

Mette Frederiksen oplyste på et pressemøde fredag eftermiddag, at turister fra Tyskland, Norge og Island fra 15. juni igen kan rejse ind i Danmark. Men for at komme ind skal turister have booket mindst seks overnatninger i Danmark, og det skal foregå uden for København.

»Der ligger 25 mia. turismekroner i København om året, og det er klart, at der er et kæmpestort hotelmarked i København, der kommer til at misse ud på den mulighed for overnatninger. Og det er kritisk,« mener Søren Faerber.

»Der er rigtig mange turister, som gerne vil se og opleve København. Nu kan de så booke en overnatning i Hvidovre eller Køge og så tage offentlige tranportmidler ind til København og stå med alle mulige mennesker frem og tilbage,« siger Søren Faerber.

Også brancheorganisationen Horesta er kritisk over for meldingen fra regeringen.

»Hvis det er smitterisikoen, der ligger bag - og det må man forudsætte ligger bag restriktionerne - er det vanskeligt at se, at man skulle smitte mere, fordi man sover i København, end at man tager ind og er der hele dagen fra morgen og aften, og så tager uden for bygrænsen igen,« siger Katia Østergaard, adm. direktør i Horesta.

Mette Frederiksen understregede på pressemødet fredag, at coronakrisen ikke er overstået, og at restriktioner stadig er nødvendige.

»Vi gennemfører altså en kontrolleret åbning af grænsen til vores nabolande, Tyskland, Norge og Island. Det gør vi høj grad af hensyn til turismen i Danmark, men vil selvfølgelig samtidig gerne understrege, at alles forventninger er, at der vil være et dramatisk fald i turismen. Det kommer givet også til at gælde for Danmark,« sagde statsministeren.

Søren Faerber kan ikke se, at det skal være nødvendigt med afstandsrestriktioner på hoteller.

»Hoteller er dem, der har bedst mulighed for at holde afstand. Hvis der er et hotel i København, der oplever en belægningsprocent på over 30 pct. til sommer, tror jeg de vil være rigtig glade,« siger han.

Alles forventninger er, at der vil være et dramatisk fald i turismen. Det kommer givet også til at gælde for Danmark.

Mette Frederiksen, statsminister

Søren Faerber mener ikke åbningen af grænserne i midten af juni vil vende udviklingen i hotel- og turismeindustrien, hvor mange virksomheder har mistet 80-90 pct. af omsætningen. Han glæder sig over, at sommerhusudlejerne formentlig vil have gavn af åbningen, men for hoteller og restauranter i hovedstaden er det en kæmpe skuffelse.

»Koncentrationen af hoteller er aller, aller størst i København, og København er det, der er den aller største attraktion. Så økonomisk, for de hoteller og restauranter, der allerede har det hårdt, er det her nok en våd klud i hovedet,« siger Søren Faerber, der betegner 2020 som et ”affaldsår” for branchen.

Han er bekymret over udviklingen i Scandic og resten af branchen.

»Vi er i strid, strid modvind, sammen med hele hotelbranchen og turismeerhvervene og luftfartsselskaberne. Vi kæmper alle for overlevelse og fastholdelse af arbejdspladsaer, rundt omkring i landet, det er vores største prioritet. Vi har lige under 1000 mennesker, der er hjemsendt pt., og deres fremtid er uvis,« siger Søren Faerber.

BRANCHENYT
Læs også