Erhverv

Ville bekæmpe folkesygdom - nu er firmaet gået konkurs

Siden 2018 har virksomheden bag migrænebehandlingen Rehaler rejst 28,5 mio. kr. i kapital. Men nu er virksomheden gået konkurs.

Over en halv million danskere lider af migræne. Foto: Colourbox

Migræne er en af landets folkesygdomme og vurderes hvert år at ramme mindst en halv million danskere, ifølge Nationalt Videnscenter for Hovedpine.

Derfor så virksomheden Balancair et stort potentiale i at kunne behandle migræne med produktet Rehaler - en CO2-behandling, der menes at bremse eller mindske migræneanfald under opsejling.

Men selvom det lykkedes at få sendt Rehaler på markedet i Danmark, Sverige og Tyskland i efteråret 2018, er virksomheden bag, Balancair, nu gået konkurs.

Selskabet løb tør for penge, da der i slutningen af maj skulle udbetales løn. Det fortæller advokat Anders Hauge Gløde fra Bech-Bruun, kurator i konkursboet efter Balancair.

»Det er omkostningstungt at opfinde, producere og markedsføre et produkt som Rehaler, og derfor løb selskabet tør for likviditet og begærede sig selv konkurs,« siger han om Balancair, der blev grundlagt i 2009 og var forankret på DTU i Lyngby.

Kuratoren vil nu prøve at finde en køber til konkursboets aktiver og patenter og afslører, at mindst en part har udvist interesse. Han vil dog ikke fortælle hvem.

Sådan virkede Rehaler:

Siden 2018 har Balancair rejst 28,5 mio. kr. i kapital. Senest i efteråret 2019 kom der 8,4 mio. kr. ind i kapital.

Da Balancair fremlagde sit seneste regnskab, et underskud på 3,9 mio. kr. i 2018, var der optimisme at spore.

»Selskabet går nu ind i en mere markedsrettet indsats og det forventes, at der indenfor en kort årrække skabes overskud på den primære drift. Der er likvider nok til at gennemføre de næste års forventede stigning i aktiviteten,« stod der i regnskabet.

Balancair var primært ejet af stifterfamilien Johansen, ligesom eksterne investorer som Vækstfonden var med i ejerkredsen.

BRANCHENYT
Læs også