Erhverv

Peter Norvig står i spidsen: Luksusmægler erklæret konkurs

Living Homes, der har den kendte mægler Peter Norvig som adm. direktør, er gået konkurs.

Peter Norvig købte engang Danmarks dyreste hus i Bagsværd og var formand for Parken Sport & Entertainment. Nu er det mæglerfirma, hvor han er frontfigur, gået konkurs.

Ejendomsmæglerfirmaet Living Homes, der sælger luksusboliger i København og har den kendte mægler Peter Norvig som adm. direktør, er gået konkurs.

I fredags blev Living Homes - eller Selskabet af 1. januar 2019 ApS som det nu hedder - taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten. Konkursbegæringen stammer helt tilbage fra december 2019, og Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten er indsat som kurator.

Det fremgår af en registrering i Statstidende.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra både Peter Norvig og Boris Frederiksen. Men det er endnu ikke lykkedes.

Ifølge Living Homes' seneste regnskab fra 2018, hvor det blev til et underskud på knap 1 mio. kr., var der sket overtrædelse af momslovgivningen.

»I strid med momsloven er der i årets løb ikke indsendt momsangivelse for 4. kvartal til SKAT, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar,« skrev den uafhængige revisor i regnskabet.

Living Homes beskæftigede 18 ansatte ifølge regnskabet fra 2018.

Konkursen hos Living Homes er ikke den eneste konkurs, Peter Norvig har haft inde på livet på det seneste. 

Det er mindre end en måned siden, at han ved en fejl blev erklæret personligt konkurs.

»Jeg havde overset en indkaldelse til et møde i Skifteretten, og derfor blev jeg erklæret konkurs. I fredags betalte jeg den regning, der førte til konkursen, og dermed er konkursen afværget,« sagde han i maj om den personlige konkurs, der altså blev tilbagekaldt.

Den personlige konkurs og den efterfølgende afværgelse var dengang ikke den eneste nyhed om Peter Norvig. Hans mangeårige Nybolig-interessentskab med konen Hanne Nørrisgaard ophørte den 21. april. Samme dag blev hans møbelselskab LovingRooms A/S sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen.

»Interessentskabet er ophørt, fordi det selskab ikke har været aktivt i lang tid. LovingRooms er kommet under tvangsopløsning, fordi jeg ikke afleverede regnskab til tiden. Der kom lige noget i vejen, som hedder coronakrisen. Men nu er regnskabet afleveret, og selskabet kan slippe ud af tvangsopløsningen,« sagde Peter Norvig, der engang var bestyrelsesformand i FCK-ejeren Parken Sport & Entertainment.

Men selvom Peter Norvig dengang forklarede, at regnskabet for LovingRooms var afleveret, er selskabet ifølge cvr-registeret stadig under tvangsopløsning.

Tilbage i 2018 blev Peter Norvig fratraget retten til at agere ejendomsmægler i et år, fordi han og Living Homes var for langsomme til at tilbagebetale et depositum for en bolighandel, der gik i vasken.

I frakendelsesperioden på et år fortsatte Peter Norvig med at bruge titlen som ejendomsmægler, og der fortsatte med at være problemer med at tilbagebetale kunders depositum. Det fremgik i 2019 af en kendelse fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.

Det førte til en bøde på 275.000 kr. til Living Homes.

Det var langt fra første gang, at Living Homes blev straffet af Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere. I otte sager havde mæglerfirmaet fået bøder for sammenlagt 1 mio. kr., skrev Ekstra Bladet i 2019.

BRANCHENYT
Læs også