Erhverv

Dansk købmand slår rekord: Har tjent 228 mio. kr. på fem år

Allan Witt Kempel har opbygget en succesfuld koncern, der øger både omsætningen og indtjeningen.

Allan Witt Kempel startede for 27 år siden med Witt Hvidevarer, hvis kunder i dag tæller en lang række store elektronik- og køkkenkæder, dagligvarekoncerner og byggemarkeder.

I en lille stationsby ved Herning bor en velhavende midtjyde, der er købmand i ordets bedste forstand.

Han har uden det store kendskab i offentligheden opbygget en stor import- og agenturvirksomhed, der sælger alt fra robotstøvsugere til emhætter og slowjuicere. Med store fortjenester.

Et nyt regnskab fra Allan Witt Kempels koncern afslører, at overskuddet i det forgangne år rundede 60 mio. kr. Dermed har den succesrige købmand på fem år samlet tjent 228 mio. kr.

»Årets resultat for koncernen har indfriet ledelsens forventninger hertil og anses for tilfredsstillende,« står der i det nye regnskab for Witt Invest ApS.

Kernen i Witt Invest-koncernen er hvidevarer. Allan Witt Kempel startede for 27 år siden med Witt Hvidevarer, hvis kunder i dag tæller en lang række store elektronik- og køkkenkæder, dagligvarekoncerner og byggemarkeder.

Allan Witt Kempel sælger produkter i den dyrere ende. Og for ikke at være alt for afhængig af agenturer på kendte mærker satser han også på køkkengrej- og maskiner under eget navn.

Varerne finder ikke kun vej til det danske marked. Witt Hvidevarer sælger i hele Norden samt i England og Irland.

Desuden har Allan Witt Kempel kastet sig over kosmetiske behandlinger med sin WittClinic, der tilbyder bl.a. vakuumterapi.

Den samlede omsætning i hans koncern var sidste år lige i underkanten af 700 mio. kr. Egenkapitalen voksede til 320 mio. kr.

Men 2020 bliver et år indhyllet i usikkerhed som følge af coronapandemien. I regnskabet konstateres det, at Witt Invest-koncernen bliver »påvirket negativt« af coronakrisen.

»Koncernen kender ikke omfanget af de negative konsekvenser og er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at opgøre størrelsen heraf pålideligt,« fremgår det.

Witt Invest-koncernen beskæftiger cirka 120 fuldtidsansatte.

BRANCHENYT
Læs også