Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bankmilliardær har egen ø: Koster ham nu mere end nogensinde

Saxo Bank-milliardæren Kim Fournais har siden 2005 ejet sin egen ø nord for Lolland. Det ejerskab har dog været en dyr fornøjelse, senest med et rekordstort underskud i fjor.

Corona rammer verden
Kim Fournais, medstifter af og topchef i Saxo Bank. Han har siden 2005 ejet sin egen ø nord for Lolland. Foto: Stine Bidstrup

Det er dyrt at eje sin egen ø.

I hvert fald hvis man skal tro på de tal, der år efter år bliver fremvist fra selskabet Vejrø ApS, som ejes af Saxo Bank-milliardæren Kim Fournais.

Siden han i 2005 købte øen - på nær dens kirkegård - har selskabet bag givet et samlet underskud efter skat på 264,3 mio. kr. Senest blev det i 2019 til et rekordstort underskud på 69,8 mio. kr. Særligt en nedskrivning på 52 mio. på Vejrøs faciliteter trækker ned i det forgangne regnskabsår.

»Det er uændret ledelsens opfattelse, at aktiviteterne på Vejrø vil give et positivt afkast på sigt, men de nuværende markedsmæssige forhold og indvirkningerne af Covid-19 gør tidshorisonten mere usikker,« står der i det nye regnskab fra Vejrø ApS, som forventer et lignende underskud i 2020.

Vejrø er beliggende nord for Lolland, er 2,6 km lang og 700 meter på det bredeste sted. I alt er øen 155 hektar, og der bor ifølge Danmarks Statistik fire personer på Vejrø.

Da Kim Fournais i 2005 købte Vejrø, var det med ambitionen om at skabe et bæredygtigt, økologisk og selvforsynende miniputsamfund.

I et interview med Berlingske i 2016 forklarede Kim Fournais, at øprojektet var »stort og vanvittigt«, og at han ville få en nedslidt og forladt ø i udkantsdanmark til at blomstre frem for at være på offentlig støtte.

»Jeg vil gerne vise alle socialisterne i Danmark, at den ægte kapitalisme er en del af løsningen og ikke en del af problemet,« sagde Kim Fournais i 2016 til Berlingske.

I Vejrø ApS er der aktiver for lidt over 100 mio. kr., viser det nye regnskab. Blandt aktiverne er Vejrø Resort, der driver hotel, restaurant og gårdbutik, ligesom luksushotellet Stella Maris i Svendborg også er at finde i selskabet. Det hotel har Kim Fournais i øvrigt tidligere på året sat til salg.

Når gæster ankommer til Vejrø kan det ske med både båd og fly. Lystbådhavnen har 85 pladser i alt, mens der er plads til at mindre fly kan lande på den 650 meter lange landingsbane. En landingsbane Kim Fournais ynder at bruge, når han selv flyver til øen i sit private fly.

Vejrø ApS beskæftigede i fjor 47 fuldtidsansatte.

BRANCHENYT
Læs også