Erhverv

Danmarks største fitnesskæde bliver ikke klar til åbning mandag

Fitness World afventer retninglinjer fra regeringen, før kæden kan åbne sine centre igen.

Lørdag kom det frem, at fitnesscentre og svømmehaller kan åbne igen fra mandag den 8. juni, men Fitness World tager ikke del i åbningen til at begynde med. Foto: Fitness World

Lørdag kom det frem, at fitnesscentre og svømmehaller kan åbne igen fra mandag den 8. juni, men Fitness World tager ikke del i åbningen til at begynde med.

En endelig dato for åbning af centrene er nemlig ikke fastlagt, da man afventer myndighedernes endelige retningslinjer.

»Vi er meget begejstrede for nyheden om, at vi kan få lov til at åbne vores centre igen, men afventer de endelige retningslinjer,« fortæller direktør i Fitness World, Lars Frødstrup i en pressemeddelelse.

»Vi har sammen med brancheorganisationen DFHO (Dansk Fitness og Helse, red.) opstillet en række forholdsregler og retningslinjer for en sikker genåbning. Fokus er at passe på hinanden ved at vise hensyn, holde afstand og sikre en god hygiejne,« forklarer Lars Frødstrup og fortsætter:

»Vi har god plads i vores centre til at sikre afstanden, kan lukke områder ned, og vi kan styre kapaciteten via vores systemer og indgange. Helt konkret har vi i Fitness World ligeledes udarbejdet et nyt rengørings-setup, intensiveret desinfektion, samtidigt med at vi sikrer tydelig kommunikation og skiltning«.

Fitness World har ikke fastsat den endelige åbningsdato og afventer fortsat myndighedernes retningslinjer.

Men virksomheden bekræfter, at de ikke åbner mandag den 8. juni, da genåbningen først kan planlægges i detaljer og koordineres med de mere end 4.000 medarbejdere, der skal kaldes tilbage på arbejde, når de specifikke retningslinjerne foreligger.

Fitness World har været i alvorlige økonomiske problemer under coronakrisen, hvor man ugentligt har tabt næsten 40 mio. kroner.

Kapitalfondesejede Puregym, der driver fitnesscentre i bl.a. Storbritannien, overtog tidligere på året Fitness World for en relativt høj pris (med diverse justeringer omkring 7,2 gange driftsresultatet før renter, skat og afskrivninger).

Overtagelsen blev ifølge Finans’ oplysninger finansieret af Danske Bank samt fem udenlandske långivere i form af Jefferies, RBC, Credit Suisse, ING og Barclays, der lånte Puregym 445 mio. euro eller 3,3 mia. kr. for at få fingre i den primært danske fitnesskæde.

Knap 10 pct. af den voksne danske befolkning træner i Fitness World, hvilket svarer til næsten 500.000 medlemmer.

Fitness World har 175 centre i Danmark og omkring 4.500 medarbejdere. Kæden driver også centre i Schweiz og Polen.

BRANCHENYT
Læs også