Danske brødre sælger biler for milliarder - nu tager svigersøn over
De fire Hessel-brødre havde speederen i bund i 2019, men blev hårdt ramt af coronakrisen. Direktøren i 36 år træder tilbage.
Det kører derudad for de fire danske bilbrødre med efternavnet Hessel.
Deres bilkoncern Ejner Hessel, der er storforhandler af Mercedes-Benz, Renault, Dacia og Smart, omsatte i det forgangne år biler for 5,8 mia. kr. og indbragte et overskud på 113 mio. kr. til ejerfamilien.
Det viser et nyt regnskab.
Dermed har Hessel-brødrene på fem år samlet tjent 500 mio. kr. på den bilforretning, som deres far grundlagde i 1968 og siden overdrog til sine sønner.
I 36 år har storebror Bjarne Hessel stået i spidsen for familiens livsværk. Men han overlader nu direktørposten til sin svigersøn Benjamin Mahr. Det fortæller han til Børsen.
»Det har været fantastisk og spændende at stå i spidsen for virksomheden. Jeg ser frem til stadig at kunne være en del af virksomheden gennem bestyrelsen og udstikke linjer for forretningen,« siger den 66-årige Bjarne Hessel.
De fire Hessel-brødre ejer bilforretninger 24 steder i Danmark. Ved siden af bilbutikkerne ejer brødrene et ejendomsselskab samt halvdelen af Mercedes-Benz Starmark, der sælger brugte personbiler.
Samlet beskæftiger brødrene over 1.100 ansatte. Den nye topchef, Benjamin Mahr, har en fortid i bl.a. Daimler.
Det er bl.a. det høje bilsalg, der er med til at skæppe i kassen hos Hessel-familien, som har valgt at belønne sig selv med et udbytte på 20 mio. kr.
Men 2020 bliver ikke et jubelår for den familieejede bilkoncern. Det satte coronakrisen en stopper for.
I de første uger efter nedlukningen af Danmark faldt Ejner Hessels bilsalg med 50-60 pct., fortæller Bjarne Hessel til Børsen. Nu begynder det imidlertid at se bedre ud.

