Erhverv

Populært madmarked serverer rekordregnskab - og ser lyst på fremtiden trods krisen

Trods mørke tider i restaurationsbranchen er Britt Vorre fra Aarhus Street Food begejstret, efter hendes virksomhed har leveret et rekordregnskab - og hun ser lyst på fremtiden.

Hos Aarhus Street Food står der håndsprit, når man kommer ind ad døren, og ejerne har sat begrænsninger for antallet af spisende gæster. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Gennem flere år har det populære madmarked Aarhus Street Food været en stor succes – og 2019 var ingen undtagelse, viser et nyt regnskab fra virksomheden, der udlejer standene i markedet.

Regnskabet viser en bruttofortjeneste på ca. 25 mio. kr. i 2019 sammenlignet med 21,5 mio. kr. året før, mens resultatet efter skat i samme periode er steget fra ca. 6 mio. kr. til 10,5 mio. kr.

Stifter og medejer af Aarhus Street Food, Britt Vorre, er stærkt tilfreds med regnskabet, men er også klar over, at den nuværende krise kommer til at sætte et aftryk på virksomheden fremover.

»Før krisen brød ud, så vi frem til en fabelagtig sommer, hvor alt nærmest voksede ind i himlen. Men så lukkede vi ned fra den ene dag til den anden,« fortæller Britt Vorre, der stiftede Aarhus Street Food med sin mand i 2016.

Dagen før nedlukningen sad 1.000 mennesker i Aarhus Street Food med et måltid mad. Men nu var omsætningen pist væk, og madmarkedet måtte lukke ned på ubestemt tid, mens omkostningerne fortsat var der.

Britt Vorre fortæller, at man har hjulpet lejerne af streetfood-standene, ved bl.a. at nedsætte de faste udgifter for at bo til leje. Alligevel er flere af madmarkedets ca. 25 boder bukket under på grund af krisen.

»Vi har fået tre-fire tomme boder, men det giver blot mulighed for at få nyt liv og blod herind. Vi forventer, at der snart bliver fyldt op igen, og vi har allerede interesserede lejere,« siger Britt Vorre.

Siden flere af restriktionerne for erhvervslivet blev løftet, og Aarhus Street Food atter slog dørene op, er der opstået en spirende optimisme hos Britt Vorre. For kunderne er begyndt at komme igen trods situationen.

»Vi håbede på at se omtrent 50 pct. af det normale antal gæster, men vi ligger lidt højere end det, så vi kan ikke klage. Jeg klapper ikke helt i mine hænder endnu, men folk har ikke glemt os, og de er trygge ved at spise hos os,« siger hun og tilføjer, at den økonomiske situation er lysnet betragteligt.

Flere streetfood-markeder er det seneste år gået konkurs i Danmark. Først lukkede Street Food Esbjerg sidste år, og kort efter kom turen til Arkaden i Odense. Begge er nu åbnet igen, og i Aarhus er man fortrøstningsfulde, selvom de økonomiske konsekvenser har været mærkbare.

Krav til madboderne
  • Køkkenet skal bruge friske råvarer - gerne i sæson
  • Maden skal være hjemmelavet
  • Køkkenet skal sælge minimum ét mættende måltid til 50 kr.
  • Køkkenejeren skal have sin daglige gang i boden
  • Madboderne skal være originale og udbuddet skal være forskelligt
Kilde: Aarhus Street Food

»Vi ser lyst på fremtiden, og hvis tiltagene bliver permanente, skal vi nok få det til at køre. Vi er fleksible og kan hurtigt omstille til, hvordan selskabet kommer til at se ud fremadrettet,« fortæller Britt Vorre og tilføjer, at man har gjort det nødvendige for at sikre plads og hygiejne for besøgende.

Aarhus Street Food slog første gang dørene op i 2016, hvor der dengang var otte køkkener samlet i garagen på Ny Banegårdsgade i det centrale Aarhus. Bag madmarkedet står Britt Vorre og hendes mand, Thomas Bendtsen.

Når ægteparret er i udlandet med deres familie, spiser de næsten altid ved foodtrucks og gadekøkkener. De fik idéen til Aarhus Street Food efter et besøg på det store madmarked Borough Market i London.

BRANCHENYT
Læs også