Erhverv

McDonald's: »Vi har skabt flere millionærer blandt sorte end noget andet selskab«

Fastfood-kæden har åbent støttet protesterne mod racisme i USA, men har også fået kritik for behandlingen af sine sorte ansatte.

McDonald's topchef mener, at hans selskab har skabt flere millionærer blandt sorte franchisetagere end noget andet selskab i verden. Alligevel mener kritikere, at selskabet gør for lidt for det sorte civilsamfund. Foto: AP Photo/Marcio Jose Sanchez.

McDonald’s topchef hævder, at hans selskab sandsynligvis har skabt langt flere millionærer blandt sorte end noget andet selskab i verden.

Udtalelsen kommer, efter McDonald’s har støttet de protester, som blandt andet Black Lives Matter-bevægelsen har arrangeret efter mordet på George Floyd. Han blev kvalt, efter en hvid politimand havde holdt ham låst mod jorden med et såkaldt knægreb.

»McDonald’s har sandsynligvis skabt flere millionærer i det sorte civilsamfund end noget andet selskab på denne planet, men vi er stadigvæk ikke helt i mål,« siger koncernchef Chris Kempczinski i et interview med CNBC.

McDonald’s henter omkring 20 pct. af sin samlede omsætning i områder med en overvejende sort befolkning.

Selskabet er dog i de senere måneder blevet beskyldt for unfair behandling af sine sorte ansatte og franchisetagere.

I januar sagsøgte to topledere fra McDonald’s selskabet med påstand om racediskrimination.

Ifølge søgsmålet fyrede McDonald’s flere sorte ledere og skilte sig af med sorte franchisetagere. Det er blevet afvist af McDonald’s, der dog lovede at se på klagen.

En måned tidligere bragte mediet Business Insider er artikel om, at antallet af sorte franchisetagere var faldet i årevis.

Samtidig indtjente den typiske McDonalds restaurant, drevet af en sort franchisetager, 68.000 dollars - eller knapt 450.000 kr. - mindre om måneden end gennemsnittet af McDonald’s franchisetagere.

McDonald’s er tidligere blevet kaldt en regulær smeltedigel af folk med forskellig oprindelse og hudfarve. Ifølge Kempczinski er der omkring 70 pct. diversitet blandt de ansatte på restaurantniveau.

Næsten halvdelen af lederne i McDonald’s i USA er farvede.

»For os er mangfoldighed noget, der skal afspejle sig i hvert eneste aspekt af virksomheden. Vi har haft en masse samtaler om det i de sidste par måneder med hele McDonald’s-systemet, og det var virkelig bestyrkende at høre, hvor engageret alle er for at sikre, at vi skiller os ud på det spørgsmål, og det begynder helt sikkert med mig selv,« siger Chris Kempczinski til CNBC.

BRANCHENYT
Læs også