Erhverv

Chok i tysk kødindustri: Eksplosion af coronasmitte lukker landets største slagteri - 7.000 i karantæne

Tysklands største slagteri lukker med omgående virkning: 656 medarbejderne er smittet med coronavirus.

Produktionen er netop indstillet på Tysklands største slagteri. 80 pct. af medarbejderne er smittet med coronavirus. 
Foto: Janus Engel

Coronasmitten hærger igen i den tyske slagteribranche. Det største slagteri i Tyskland har testet omkring 1.000 medarbejdere og foreløbig fundet, at 656 er smittet med coronavirus. Det er netop besluttet, at slagteriet lukkes med omgående virkning og forbliver lukket frem til sommerferien.

Ifølge tyske medier medfører udbruddet, at omkring 7.000 personer (smittede og kontaktpersoner) sættes i karantæne. Skoler og børnehaver i hele området lukkes for at bremse smittespredningen.

Slagteriet i Rheda-Wiedenbruck drives af branchens sværvægter, Tönnies, der også ejer Danmarks næststørste slagteriselskab, Tican i Thisted. Det kommer som et chok, at 66 pct. af medarbejderne på den gigantiske fabrik, som er Europas største slagteri, tilsyneladende er smittede på et tidspunkt, hvor antallet af nye tilfælde i Tyskland ellers er for nedadgående.

Slagteriet, der nu lammes af coronasmitte, slagter under normale omstændigheder 140.000 grise om ugen - svarende til 10 pct. af alle slagtninger i Tyskland. Slagteriet er næsten dobbelt så stort som det største danske, og lukningen vil sende chokbølger gennem hele industrien, hvor et enormt antal grise nu skal fragtes på kryds og tværs af landet til andre slagterier.

Ifølge en markedsanalyse fra Landsforeningen af Danske Svineproducenter er det tvivlsomt om andre tyske slagterier har kapacitet til at overtage de mange slagtninger.

For en måned siden var en række andre tyske slagterier lukket efter, at flere hundrede medarbejdere var konstateret smittet med coronavirus. Også et af Danish Crowns slagterier i Tyskland har i en periode været lukket på grund af coronasmitte, men det aktuelle udbrud hos slagterigiganten Tönnies er det i særklasse største hidtil.

»Det er Europas største slagteri, som pludselig bliver sat ud af spillet. Det vil næppe skade markedspriserne på svinekød. Vores fokus er lige nu at sikre, at er nok kød til rådighed i markedet, så der ikke opstår huller i forsyningskæden og tomme kølediske i supermarkederne,« fortæller Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, som driver et antal fabrikker i Tyskland.

»Vi har selv et stort slagteri i Essen og kan muligvis tage et mindre antal af de grise, som Tönnies ikke kan slagte. Vi har lige testet 280 medarbejdere på dette anlæg for coronavirus, og heldigvis var der ingen smittede,« fortæller Jens Hansen.

De voldsomme udbrud på tyske slagterier kan hænge sammen med, at størstedelen af medarbejderne her er hentet ind fra Østeuropa som såkaldt kolonnearbejdskraft. Disse tusindvis af lavtlønnede medarbejdere er ofte indkvarteret i lejekaserner, hvor mange bor og spiser sammen og fragtes i busser til slagterierne. Vilkårene for hurtig smittespredning er med andre ord noget nær optimale.

Gennem mange år har de tyske slagteriers adgang til billig arbejdskraft været en kæmpe konkurrencefordel, som har lagt et voldsomt pres på danske slagterier. De tyske slagteriers lave lønomkostninger er en væsentlig del af forklaringen på, at mange danske slagterier er lukket og en del af produktionen udflaget til især Tyskland.

Som følge af de voldsomme udbrud af coronasmitte på slagterierne har de tyske politikere netop vedtaget, at arbejdsvilkårene for kolonnearbejderne på en række områder skal forbedres.

BRANCHENYT
Læs også