Erhverv

14 mia. kr. er forsvundet – nu stopper direktøren

En omfattende skandale er under opsejling i den tyske betalingsgigant Wirecard, som styrtdykker på børsen.

Torsdag faldt Wirecard-aktien med 61,8 pct. Fredag fortsætter nedturen med et fald på omkring 30 pct. PR-foto: Wirecard.

Den store tyske betalingsgigant Wirecard fortsætter sin voldsomme aktienedtur, efter at der er blevet afsløret omfattende milliardrod i selskabets regnskab.

Torsdag måtte Wirecard oplyse, at selskabets revisor ikke kan finde 1,9 mia. euro – 14,2 mia. kr. – som ellers var bogført i kontantbeholdningen. Det sendte aktien ud i et frit fald, som fortsætter fredag.

Samtidig er Wirecards driftsdirektør, Jan Marsalek, blevet midlertidigt suspenderet. Og topchef Markus Braun har netop meddelt, at han trækker sig med øjeblikkelig virkning, skriver tyske Handelsblatt.

Wirecard, der har 6.000 ansatte fordelt på 23 lande, formidler digitale betalinger for både forbrugere og virksomheder. Men noget er tilsyneladende helt galt med selskabets finanser.

Financial Times begyndte i februar 2019 at skrive om mulige uregelmæssigheder i selskabet, og siden er sagen gradvist vokset. For nylig blev Wirecards hovedkontor i München ransaget af det tyske finanstilsyn.

Og nu har Wirecards revisor, Ernst & Young, afvist at underskrive selskabets 2019-regnskab, fordi man ikke har kunnet finde tilstrækkelig dokumentation for eksistensen af 14,2 mia. kr. – svarende til en fjerdedel af Wirecards totale balance.

Hvis et revideret regnskab ikke afleveres i løbet af fredagen, kan Wirecards kreditorer kræve lån for omkring 15 mia. kr. indfriet. I så fald risikerer Wirecard at gå i betalingsstandsning.

Torsdag faldt Wirecard-aktien med 61,8 pct. Fredag fortsætter nedturen med et fald på 50 pct.

BRANCHENYT
Læs også