Danske arkitekter sparker virtuel dør op til nyt globalt væksteventyr
For Bjarke Ingels Group har coronakrisen givet adgang til store byggeprojekter i Asien, som før var umulige at komme i betragtning til. For de danske arkitektvirksomheder generelt åbner den nye digitale virkelighed op for flere vækstmuligheder internationalt.
Nye muligheder over hele verden åbner sig for de danske arkitektvirksomheder, efter at coronakrisen har sat fart på virtuelle møder og nye ændrede arbejdsgange.
Det har bl.a. ført til, at Bjarke Ingels Group (BIG) er kommet i spil til flere projekter i Kina, uden at arkitektfirmaets ansatte har været fysisk til stede i Kina.
»Der har været en konvention om at få point for fremmøde, når man skal vinde opgaver. Så er man nødt til at hoppe på flyveren,« siger Bjarke Ingels, der står bag BIG.
Det har pandemien nu lavet om på. BIG er under krisen blevet inviteret med til konkurrencer om fire store projekter i Kina. Det drejer sig om tre kulturbygninger og et lufthavnsprojekt i provinsen Guangdong.
Under normale omstændigheder ville de være umulige at komme i betragtning til uden at være til stede.
»En af grundene til, at vi ikke har været involveret så meget i Asien, er, at der er 12 timers flyvetid. Normalt skulle man ligge og flyve frem og tilbage, men nu har du fuldt fremmøde ved at tænde for Zoom,« siger Bjarke Ingels.
Det digitale boost, som coronakrisen har medført, kan ifølge forretningsudviklingschef Lars Emil Kragh i brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder få mængden af internationale opgaver hos de danske arkitektvirksomheder til at vokse.
»De har lettere adgang til markederne, fordi coronaudbruddet har vist, at man kan gøre meget på distancen. Det er lettere at byde på opgaver, når man ofte kan nøjes med at deltage i møder online,« siger han.
Det geografiske område er ikke blevet større for et andet af landets største arkitektfirmaer, Schmidt Hammer Lassen, da arkitektvirksomheden i forvejen udfører projekter over stort set hele verden.
Men det digitale kvantespring, som coronakrisen har medført, vil betyde, at Schmidt Hammer Lassen eksempelvis kan håndtere flere projekter fra arkitektkontoret i Shanghai end normalt, fordi de nu nemmere kan løses med assistance fra København.
Schmidt Hammer Lassen oplevede, at aktiviteten steg markant, da det kinesiske marked hurtigt kom tilbage efter coronakrisen.
»Vi havde slet ikke kapacitet til at håndtere alle projekterne, og derfor har vi taget ret mange interessante projekter ind på kontoret i København de seneste måneder,« siger Kristian Ahlmark, partner og designdirektør i Schmidt Hammer Lassen.
Eksempelvis arbejder kontoret i København lige nu på et boligprojekt i et nyt byområde i hovedstaden, Beijing Science City. Kristian Ahlmarks præsentation af projektet for Beijings borgmester foregik via Zoom, og det var der ingen problemer med.
»Tidligere har det været sådan, at hvis Kina stillede med en højt placeret person, blev det også forventet, at vi skulle stille med en partner eller chef for at trykke hånd osv.,« fortæller Kristian Ahlmark.
Han tror, at man i fremtiden i højere grad vil tillade, at præsentationer og flere møder foregår virtuelt.
Dog mener han, at den fysiske tilstedeværelse stadig er nødvendig i opbygningen af relationer og tillid, men også i selve arbejdet, da det kræver tilstedeværelse at få bl.a. kulturelle og sociale aspekter med.
Ud over muligheden for at løse flere opgaver på tværs, som mindsker følsomheden over for udsving på de enkelte markeder, vil de digitale arbejdsgange ifølge Kristian Ahlmark øge muligheden at udnytte specialistviden på tværs af virksomheden.